Artikler og litteratur

Et Drama paa Orglet i Frue Kirke

- Jeg befinder mig i et Rovdyrbur!

Komponisten Rued Langgaard, der har talt staaende ved Vindueskarmen til Fredericiagade med et par Gribbeøjne bag Lorgnetterne, smalle som Knivsblade i lyset fra Ruden, gaar Gulvet op og Gulvet ned plaget af Hændernes ustandselige Uro.

- Jeg kunne udtrykke det saadan: Man kan næsten ikke dø af bare Disharmoni. Her i Landet. Naar man har Aand!

Der er Pauser mellem Replikkerne, hvor Hænderne taler tydeligt, naar de knuges paa Ryggen eller trommer på Vindueskarmen. Det lader til at blive en Samtale mellem en Mand og hans Hænder, mere end et Interview: Spørgsmaalene naar aabenbart ikke ind til ham.

- Man har sat Mur omkring mig. Men hvorfor? Ikke engang et lille Organistembede har jeg kunne faa. Skønt jeg har søgt igennem tyve Aar, tyve Aar. Aah, ikke bare søgt, men talt, talt i det uendelige. Og til ingen Verdens Nytte. Dag efter Dag, Aar efter Aar, i det uendelige kæmpe og stride, saa man maa ligge i Sengen for det meste. Jeg tror ikke en Gang en Arbejdsløs kunde sætte sig ind i hvad det er, denne Kamp. For han kan i al Fald blive bitter, rasende. Men jeg er Komponist, jeg maa blive ved min Pligt. Gade havde det lettere, betydeligt lettere.

- Føler De Dem i Slægt med Gade?

- Ja! Med den rigtige Gade, det vil sige det, jeg forstaar ved Gade, hans senere Værker. Som heller ikke spilles mere. Det var Aand. Men det er Politik, der regerer Musiken, det er sociale Hensyn, der er raadende i de ledende Musikkredse, ikke kunstneriske Hensyn. De hader Gades Retning, Stemning, Aanden. Det nytter ikke at undskylde sig med, at man spiller Beethovens Symfonier, de er alligevel ikke det skønneste udtryk for Aand. De løser ikke, for os, den Længsel efter Stemning, der er i Folket. Folket har nemlig det, som de ledende Musikkredse savner, Stemning. Man giver Folket Stene for Brød.

- Har De aldrig haft Heldet med Dem?

- Jo. I 1913 i Berlin. Da opførtes min første Symfoni, jeg har skrevet otte, og den fik uhyre Anerkendelse. Men saa kom Verdenskrigen. Ja, den Verdenskrig....

Et Forspil til "Enhver"

Rued Langgaard spiller i Morgen paa Domkirkens Orgel sin nye Komposition "Messis", "Høstens Tid".

- Hvorfor indbyder De Publikum gratis?

- Fordi Folk er bange for Orgelmusik, naturligvis, fordi man har ødelagt, forfladiget vore Orgler med de stemningsforladte, skrigende Stemmer, der hørte til i Tiden før Bach. Tænke sig, at saadan noget faar en Renæssance. Sidst, jeg gav Koncert, for 24 Aar siden, kneb det med at faa Folk til at komme. Jeg maa betale og skaffe mig Garanter, for at faa lov til at faa mine Værker frem. Domkirken skal ogsaa betales.
Min Komposition er skrevet over 2 Aar, jeg kalder den et Drama for Orgel, den skildrer Korsfæstelsen og i fire Satser Jesu egne Ord om "Høstens Tid".

- Er De stærkt religiøs?

- Som Komponist er jeg ikke specielt religiøs. Og selv om Biblens Ord har inspireret mig til dette Orgeldrama, er der ogsaa andre Motiver, f.Eks. Tiden indtil Verdenskrigen, fra Gades Død og indtil Verdenskrigen, som jeg mener er Høstens Tid. Musiken naaede paa dette Tidspunkt en Pragt, en Glans, en Skønhedsrigdom, der paralleliserer den med Høstens Tid i bibelsk Forstand. Nu følger Opløsningen, forfladigelsen.

- Man hører sjældent Deres Symfonier.

- Ja. De er spillet højest to Gange, for det meste paa min egen Bekostning. Statsradiofonien har spillet to, "Det Himmelrivende" og " Ved Tordenskjolds Grav i Holmens Kirke". Til Gengæld har man kasseret et stort Værk af mig, Variationer over min Fars efterladte Hovedværk. Døden afbrød ham midt i Arbejdet. Det sidste, jeg har skrevet, er et Forspil til "Det gamle Spil om Enhver". Lige saa snart jeg var færdig med det besluttede man sig til alligevel ikke at opføre Forestillingen. Jah, ustandselig, allevegne i Døre som lukker sig, saa snart man betræder Tærskelen.

[Sign.] nls. [Carsten Nielsen]