Artikler og litteratur

Tog paa Vejen

Rud Langgaard sidder under Korset, ved hvis Fod det store Stueorgel dækker hele Væggen. I hans askeagtige Fugleansigt stirrer hans agerhønsebrune Øjne imod hans Gæst, som paa sin Side - nu paa nært Hold tager i Øjesyn dette mærkelige musikalske Fænomen R u d L a n g g a a r d, Komponist allerede da han var 6-7 Aar, derpaa Genstand for en overraskende Udvikling - : i dette mærkelige skarpe Kranium paa den lange tynde Hals fødtes Musikværker, som forbløffede ved en bundløs Toneklang, ved en Melodi-Rigdom, der syntes uudtømmelig. Det lykkedes dog aldrig Rud Langgaard, skønt han aarlig stod i Spidsen for et Orkester tiljublet af en tætpakket Sal som det Fænomen han er, at give sine Kolleger blandt Anmelderne den Stimulans, som fik dem til at løfte ham på Skjolde; helst var det Spydodden, som de, prikkende, fandt Anledning til at lade ham mærke.

Her sidder nu Rud Langgaard - under Korset - saa mager, saa asketisk - et Par Dage efter at have fremført paa en Koncert til alles, ikke mindst sine Beundreres Forbløffelse, noget, der hed Toge paaVejen, Landskab med Spillemænd og nogle Salonpjeser om en ung Dames forskellige Stemninger og Toiletter og Sværmen for Friedmann . . .

- Er det tænkt som en Spøg . . . disse Tog paa Vejen?

Rud Langgaard ryster paa Hovedet:
- Ikke Spøg. Det var en Stemning, jeg vilde have frem . . . man hører Toget af og til langt borte . . . Vinden bærer til og fra . . . Tanken henledes paa Afrejsen.

- Emnet betegner en . . . kan man kalde det F r a v i g e l s e fra den Musik, Deres Tilhørere venter sig fra Deres Haand?

- Ensidighed - svarer Langgaard og hans Øjne ser ud mod noget fjærnt - Ensidighed er Begrænsning - i Kunst bliver det Monotoni, thi Kunstens Væsen er alsidigt. Saaledes ogsaa med Musikken. Den Musik, der til Stadighed bevæger sig i de højere Regioner med "himmelvendt" Blik uden Tilknytning til det mere muntre Liv - som ikke altid drømmer en uerfaren Ynglings Maaneskinsfantasier - er falsk og overflødig. De fleste Mennesker tænker ikke herover, for dem er Musikken en Underholdning. Naar samme Slags Mennesker giver sig af med at kritisere Musik, ser det galt ud for den Skabere! Selvfølgelig kan der siges pro og contra om ethvert Musikstykke, selvom det er nok saa fuldkomment. Men ak - var kun de Kritikeres Udtalelser prægede af Forstaaelse af Musikkens Kærne! Hvorledes tages der Hensyn til den i vor Tid, hvor ligegyldigt er det dog ikke, om det eller det er "smukt", eller om den eller den "interessante" Vending forekommer dèr og dèr, naar Musikken ikke har lukket op for den Verden, som er dens Væsen, som er ligesaa "reelt", som den Verden, vi lever i!

- Hvad er Deres syn paa Musikken?

- Jeg tror ikke paa den fortsatte yderliggaaende Modernisme - Musik søger ikke Udtryk for det ualmindelige, abstrakte, men for det almene, som aldrig er ualmindeligt.
At fremstille dette personligt - ja endog ualmindeligt - men almen forstaaeligt synes jeg burde være Fremtidens Opgave. Naar "Pakkassemusikken" faar løbet Linen ud, kommer der forhaabentlig en Kunstens Morgenrøde, dog kun for dem, som har erfaret, at Gaaden ved Musikken er at kunne tage mod den - sværmerisk ved Tanken om, at Musik betyder mere end vore kritiske Forestillinger derom. Dette være naturligvis sagt med Henblik paa det ægte Kunstværk. Saa er det, at man let glemmer, at den virkelige Musik er en Gave fra oven, at denne er mere end Menneskeværk - thi hvem kender de Dybder, hvoraf den opstaar? - vi burde føle os lille overfor den! Musikeren, der gik fra Klostret og hørte en himmelsk Fugl synge, og, da den forstummede, efterlod et dybt Savn hos ham, og hvorledes han, da han kom hjem til Klosteret, og ingen kendte ham, men troede ham død for mange Aar siden - Vidnesbyrd om, at den Underfugls Sang havde ført ham langt frem i Tiden - kunde vi lære meget af.

- Har De følt Dem saa hjemme i Musikkens Verden, at De glemte alt, og Tiden svandt bort?

- Maaske - svarer Rud Langgaard - begejstrede Ynglinge tror det vel? Kommende hjem fra Wagnerforestillinger fyldte af Toner mener de vel, at ingen kan være mere opfyldte af Toner end de er. Den ældre har alligevel Ret, naar han med et Smil mener, at saaledes var vi ogsaa i deres Alder, men betragter det som noget overstaaet - og som har helt Ret, naar han for sig selv udbryder: Livet er mere end Begejstring, thi Begejstring gør blind og ensidig og har kun Øje for det nys oplevede! - Nej, kun saa længe vi vender Blikket udad mod Menneskene - Aarene, Tiden - vokser den rette Begejstring frem under Hjertet paa os, da er den Musik, og Musikkens Porte er opladte.

- Mange har vel følt det samme?

- Jamen, hvor er de mange? De, som opflammer Menneskene til kunstnerisk Samvirken, med den rette Begejstring? I Tyskland opfandt man en Gang en Slags magnetisk Psycometer, som kunde kontrollere sjælelige Egenskaber. For Kritikere vilde den være heldig - ved Hjælp af den f. Eks. at udfinde om vort hjemlige "Musikgärtnerei" var i Besiddelse a f saglig og sjælelig Evne til at røgte "den himmelske Vækst", som er Musikken? Kan hænde der dog er en eller anden "Hyrde" imellem, der som hos H. C. Andersen faar den med i Bundtet og opbrænder den - eller man sætter gyldent Gelænder om Stedet, hvor den stod - efter Opbrændringen. Men kan vi leve paa Indhegninger? Den rige Høst er Hovedsagen.

Rud Langgaard tier og smiler med et underligt ungt, uprøvet, tillidsfuldt Smil.
Der sænker sig Stilhed i Stuen, hvis faa men smukke Møbler af Mahogni staar - har man Fornemmelsen af - men haarfin Nøjagtighed på den dem tildelte Plads.

Alt er tyst.

Der er ingen Tog paa Vejen.

[Sign.] B-to.