Artikler og litteratur

Vorten i Rued Langgaards ansigt.

Funderinger over Rued Langgaard og hans ellevte symfoni.

Hans søn Karl Phillip Emmanuel Bach skriver efter at den sidste node er sat fra faderens hånd: "Under arbejdet på denne fuga, hvor navnet B-A-C-H skulle indgå i kontratemaet døde forfatteren."

Det viste sig at være en vanskelig opgave at afsætte " Die Kunst Der Fuge". Tiden havde forandret sig og bad om Rokoko og munterhed, og ikke den slags gammeldags teoretiske funderinger over musikkens væsen som Bach havde skabt i så store variationsværker som "Das Wohltemperierte Klavier", Goldberg-variationerne, "Das Musikalische Opfer" - og altså "Die Kunst Der Fuge". De to følgende år efter Johann Sebastians død var det kun muligt at sælge 30 eksemplarer af et af de værker der kan omtales som kronen på europæisk musik. Og det selv om "Die Kunst Der Fuge" allerede i påsken 1752 blev tilbudt til reduceret pris.

At Bach med sit sidste værk arbejdede helt på egen mark - og knap nok på Herrens - og at han indgraverede sit eget navn i codaen, at han altså ikke havde nogen fyrste eller nogen kirke bag sig rent økonomisk, og at han gav det et så personligt segl som et navn må siges at være - det er måske tegn på at musikhistorien overskrider en tærskel - i det mindste kan vi hævde at det blev det et tegn på - rent symbolsk.

Det individualistiske, det selvbestilte kunstværk opstod, kunstneren begravede sit navn i værket - og derefter tog han sit gode tøj og gik. Lad os bare påstå at det var her præmodernismen opstod - det selvbestaltede kunstværk viste sig på himlen, men - hvad der er yderst vigtigt - det individuelle kunstværk opstod på skuldrene af de forgangne tiders kunstværker - "Die Kunst Der Fuge" er ikke kun en variationsrække over resultater Bach var kommet til i sit arbejde, det er også en variationsrække over alle de andre forestillinger og bearbejdelser af fugaer og variationsmuligheder, som var undfanget op til Bachs tid indenfor den europæiske - og det vil selvfølgelig især sige - indenfor den italienske, tyske og nederlandske musik.

Der er langt fra Johann Sebastian Bach og op til Rued Langgaard. Men man kan hævde at det med at begrave sit navn i værket - det nåede Langgaard at sande på sin krop. Han komponerede i virkeligheden til den tynde luft - for selv om fysterne ikke længe bestilte værker hos komponisterne, så gjorde Statsradiofonien det og selv om Kirken ikke længere ønskede kantater, så var der dog - langt om længe må man sige - et organistembede til rådighed helt ude ved Danmarks kant, i domkirken i Ribe, hvortil den danske musikverden gerne så outsideren Langgaard drage, helt derude hvor det pebrede groede.

Både Statsradiofonien og Kirken kunne kun strække spidsen af en lillefinger til Langgaard, og han erkendte det og vænnede sig til at skrive musik, der ikke var til denne verden. Ja, et sted har man fornemmelsen af at han ligefrem skrev musikken til ikke mulige orkestre, kombinationerne af instrumenter - og frem for alt - brugen af dem når de nu en gang var der - synes at være et rasende slag i luften - som når han f.eks. i den såkaldte "Søndagssonate" benytter først violin og klaver og dernæst orgel, for udelukkende til sidst - og det vil sige i kun 16 takter - et fuldt symfoniorkester.

Man kan sige at Langgaard - efter at han havde taget verdens fravendthed ad notam - og på trods af sine raserianfald og sin paranoiske mani - skrev sin musik med bortvendt ansigt, forbitret, desperat, men i og for sig uden noget defineret mål om at leve op til orkestrets eller andre ensemblers praktiske rammer.

Hvad han skrev, det skrev han med sit højst personlige smertefulde hjerte, og hans individualisme var for ham selv utvivlsomt den dybe begrundelse for berettigelsen af hans musik, verden skulle nok engang sande det - om der så skulle gå 2000 år, som han et sted skriver med en næsten efter-messiansk selvfortrøstning.

Det var efter en periode af stilstand og lidt konventionel post-romantisk komponeren at Rued Langgaard skrev sin ellevte symfoni "Ixion". Den blev øjensynligt undfanget sidst i 1944, men nedskrevet i januar 1945 i Ribe. Den er ligeså kortvarig i spilletid (nemlig 6 minutter) som den er rig på titler. Og hvis det passer at kært barn har mange navne, så er det ikke så mærkeligt at Langgaard selv opfattede den ellevte symfoni som et af sine hovedværker - ja, ligefrem hovedværket - for ikke at sige "Toppunktet af al musik" - det kaldte han den faktisk selv i en af sine private notater.

Denne strettosymfoni - altså knaphedssymfoni - vælder ellers over af indvendig fylde, hvor noderne hænger som klaser. Det er i virkeligheden en alt andet end konventionel variationsrække over et iørefaldende valsetema, som bliver gentaget i alt 12 gange for at ende med en fanfare. Indimellem bliver valsetemaet mødt af lange, nedadgående toner i horn og trompeter og i sidste halvdel af værket indsættes fire tubaer, der skal stå foran orkestret på koncerttribunen og derfor er blevet kaldt "antisolister". Tubaerne spiller nemlig - ejendommeligt nok - unisont sammen med et klaver - de fire toner i en septimakkord hen over valsetemaet hver gang det dukker op. Der er tale om en slags overkørselsteknik, der både virker umådelig humoristisk og synes at søsætte en slags modmusik, en symfoni af bombastisk velvære hen over den mere bundne valsesymfoni, der næsten kan siges at være selve borgermusikken, selve den velorganiserede store samfundsdans, som vi alle skal danse, hvis vi da ikke sætter vores egen modmusik i gang og spiller med musklerne, spiller med øjnene, spiller vanvittige - eller bare spiller os selv kortene af hænde.

Set fra et vist synspunkt er Langgaards ellevte symfoni både hans mest polemiske og hans største udbrud af funklende livslyst. At den kun spiller i seks minutter skal man ikke lægge for meget i. Langgaard ville utvivlsomt selv være begejstret for opfindelsen af Compact-Disc- spilleren, i hvertfald med hensyn til det apparats evne til at spille et værk igen og igen. Jeg foreslår lige ud at man derhjemme programmerer "Ixion" 4 gange efter hinanden og oplever den med lukkede øjne og blafrende ører. Det giver 24 minutter, så er vi oppe på almindelig symfonitid hos Haydn eller Mozart.

Men når denne lille biceps-symfoni, denne symfoniske kraftanstrengelse har haft så mange titler, så siger det ubetvivlsomt noget om de mange bibetydninger komponisten ønsker at give os med på vejen. Det tilsyneladende enkle i værket er med velberådet hu nemlig kun tilsyneladende. Og det skal vi vide. Vi skal møde valsetemaet med et barns enkelhed, men vi skal ikke forlade symfonien uden at være søndertrampede, flængede, sammenknuede og derefter atter fuldt udfoldede af ren latter, forundrede, målløse. Det er et stykke symfonisk radioteater, en enakter for sådan helst hundrede medvirkende der står på scenen samtidig, for at udråbe meningen med alting, kernen i tilværelsen, århundredets sidste fantastiske vittighed. Lad os dvæle et øjeblik ved rækken af titler til den ellevte symfoni. Først "Ixion", som den efter Langgaards sene ønske kom til at hedde. Ixion er en græsk sagnfigur, der pådrog sig gudernes vrede og som straf blev bundet til et roterende flammehjul. Han sejler rundt og rundt - til ingen verdens nytte - og sin egen smerte. Det polemiske i titlen ligger ligefor - Langgaard kendte situationen, selv om guderne i hans tilfælde en gang imellem kom til at ligne Statsradiosymfonien. I årene efter at værket var komponeret færdigt sendte han det gang på gang til radioen, men ofte var det kun titlen der var udskiftet og det vakte - hvad man kan se af korrespondancen mellem parterne - en del harcelering fra radioens side. Lige efter at symfonien er færdigskrevet sender Langgaard den ind under titlen "Ixion", men da han får den tilbage fra musikchefen Peder Gram tilføjer Langgaard efter Ixion-titlen en hale af ord, halvt titler, halvt forbandelser, skrevet med røde bogstaver hen over svarbrevet: "Ixion!" "Sisyfos!" "Juks!" "Bureaukrati!" "Skt. Hans!" Senere samme år kalder han symfonien "Eksecratio". "Solbrand". "Brandsol". Og "Dødssejleren" eller "Dødssejlerkrig". Nogle år senere: " Under Satans Sol", "Evighedskrig", "Evighedslyn", "Som Lynet er Kristi Genkomst", "Solvanvid", "Solamok" og "Misterio Radioso". Og ikke mindst den slående titel "Fanden Personlig" med henvisning til et citat af Georg Brandes: "Det er med andre ord Fanden personlig vi kan takke for, at menneskeheden i sin syndefuldhed evig fornyes". For slet ikke at tale om titlen "Det Uudslukkelige Solstik", som Langgaard foreslår Peder Gram med en ironisk hentydning til Carl Nielsens fjerde symfoni. Fra disse år, hvor Langgaard gang på gang bliver afvist, prøver han skiftevis at forklare sig, skiftevis at bide igen overfor afvisningerne. Til musikchefen skriver Langgaard intimiderende: "Er det Dem eller mig, som er chef for musikförelsen?" (jeg har fået lov at citere fra RL-korrespondencen i radioens arkiv) og han forklarer - med henvisning til hans oprindelige mozartske ry som vidunderbarn, at "denne symfoni vil være et slag mod enhver "vidunderbarnsopfattelse" af mig - et fingerpeg om det som må komme, atomkrigen, tilintetgørelsen af alt!" Men lige efter kan han henfalde til dyb selvdepression og skrive: "Hvad er det radioen agter at gøre? Placere mig mellem Garnisons- og Holmens kirkegaard hængende paa en bænk i al evighed. Ak! Og hvem bryder sig om et Ak! Haabløshedens Haabløshed!" Og da symfoni 13,12 og 11 endnu en gang er afvist:"Saa er da mit liv ødelagt." Hverken mere eller mindre. Men han kan også være mere bidsk og fandenivoldsk og skrive: "Min Sol beholder jeg for mig selv. Mine forbandelser kan være godt nok til jer."

Her i Ribe, i en slags Bermudatrekant på hjørnet af Gravsgade og Sviegade - Langgaard var naturligvis selv ikke sen til at se den håbløse ironi i adressen - gennemlevede komponisten sin sidste frugtbare periode, der så at sige blev indledt med Ixionsymfonien. Som en portal over perioden kan man sætte hans egne ord i et brev fra marts 1948: "Min tilværelse er en lufttilværelse. Jeg haaber og venter intet." Han fik stort set heller ikke noget. I det mindste fik han ikke noget forærende. Men han efterlod sig unægteligt noget vi andre nu kan se og lytte til.

Det er spørgsmålet om man skal se Langgaard som en dinosaurus, der havde forpasset sin chance for at uddø i tide. Samtiden gjorde det unægteligt. Man syntes øjensynligt ligefrem at der hang en slags øglelugt ved ham. Det fremkaldte ikke bare afvisning, men også had i brede og yderst pæne kredse. Mogens Wöldike, den højt respekterede musiker og samfundsstøtte, manifesterede en - ganske vidst i det skjulte - meget stærk krigsførelse mod Langgaard. Det viste sig at der så at sige skulle næsten djævelske kræfter til at forvise Langgaard til Ribe - byen hvor Maren Splid blev røget, og Rued Langgaard speget.

Men hvis man stikker sin tilfældige næse i andre landes musikverdener, så viser det sig ofte at der er komponister der har levet et liv, som i mangt og meget kan minde om Rued Langgaards. Det er som om at disse yderlige komponister bliver placeret ude i randen af den tilladelige musikverden - øjensynligt for at sige til alle samfundets ører: Hertil og ikke længere. Så og så langt må du lytte, samfundsøre, men ikke længere. På den anden side af de yderlige komponister ligger galskaben nemlig og lurer - her eksisterer toner vi ikke kan leve med, variationsrækker vores hammer og armbolt ikke må udsættes for, toneverdener af så stor og afskrækkende virkning at den borgerlige musik, selve samfundsvalsen vil styrte sammen inde i midten af vores verden, hvis vi lægger øre til den.

En af de store yderlige musikmagere fra et andet europæisk land hedder Giacinto Scelsi. Han var lidt yngre end Langgaard, han blev født i La Spezia i en gammel syditaliensk adelig familie i 1905, og døde i Rom i 1988. Han nåede i sidste øjeblik - og i sin høje alderdom - at blive hyldet ved ISCM-festivalen i Köln i oktober 1987. Her blev flere af hans store værker for kor og orkester opført for første gang - og for et totalt overbooket, jublende hus. Man kan tænke sig at noget lignende var sket for Langgaard, hvis han var blevet ældre end 58 år. Ikke mindst når man tænker på Györgi Ligetis reaktion, da han læste partituret til Rued Langgaards "Sfærernes Musik". Ligeti udbrød: "Jeg har aldrig før vidst, at jeg er Langgaard - epigon".

Men slægtskabet mellem Langgaard og Scelsi går videre end til at de begge to er underkendte og uerkendte mestre - de henter i en vis forstand deres materiale fra de samme ydre områder, fra klangverdener, der er så langt fra samfundsørenes centrale placering, at det først vækker væmmelse, dernæst gysen og til sidst - og i bedste fald altså - hengiven nysgerrighed, berigelse.

Der går en bevægelse, en variationstradition som en af de store strømninger i europæisk musik - fra Bach, som vi talte om i begyndelsen, over Beethoven med hans mastodontiske genistreg, der hedder Diabelli-variationerne - til komponister som Reger og Brahms - og op til vores egen tid med nye variationsforekomster af mere, ja, måske netop yderlig karakter. Langgaards ellevte symfoni er en af- og forklædning, en nedbrydning og en besyngelse af et valsetema. Scelsi har i et af sine værker lavet variationer over intet mindre end noget så småt som samme tone. Her er ikke tale om variationer i gammel forstand, men om modulationer i enhver forstand.

Værket hedder "Fire Stykker for Orkester - Hvert af dem bygget på kun En Node": "Quattro Pezzi per Orchestra - Ciascuno su una nota sola". Det er skrevet i 1959 og - som et af hans få orkesterværker - opført i Scelsis egen levetid, det blev nemlig uropført i Paris af det franske radiosymfoniorkester dirigeret af Maurice Le Roux.

I de slægtskaber man kan finde mellem dem jeg kalder de yderlige komponister, dem længst fra samfundsøret og borgermusikken, opdager man måske at der i virkeligheden befinder sig en hel gruppe, en hel bevrer med soloenergier ligesom Langgaard gjorde det i den ellevte symfoni "Ixion" og den 16. "Syndflod af Sol".

Ude fra yderkanten rykker Langgaard os hele tiden nærmere. Og med en snes værker - og ikke mindst hovedværkerne "Ixion" og "Sfærernes Musik" - burde han efterhånden være ved at få øje på i den europæiske musik.

Jeg har engang i en større omtale af Langgaards samlede symfonier - det var i Weekendavisen, sommeren 93 - kaldt Ixion for vorten i Rued Langgaards ansigt. Det suffiks vil jeg stadigvæk godt stå ved. En vorte er jo en uhyre personlig ting, som man faktisk kan have arbejdet meget længe med. Vorten er måske ikke det smukkeste i et ansigt, men den kan markere ansigtets landskab på en hidtil uset måde. Lad det ikke være sidste gang vi lægger øre til Rued Langgaards vorte, hans ellevte symfoni "Ixion".