|
Operaen blev afvist af Det kgl. Teater på grund af teksten, som komponisten selv
havde forfattet. Afvisningen var en noget speget affære - men teatrets ledelse brød sig givetvis ikke om
genren, en religiøs "mysterieopera". Efter at Langgaard og fiasko nærmest var blevet
synonymer, skulle der måske også mere end almindeligt mod til at satse på ham. I årene
1926-30 omarbejdede Langgaard værket til en ny libretto, men lige meget hjalp det. Igen blev tekstens uegnethed
givet som grund til afvisningen.
Den endelige version fik mange titler, bl.a. Kremàscó,
et ord, Langgaard selv havde konstrueret. I sidste ende foretrak han
formodentlig titlen Fortabelsen (Antikrist). Et uddrag af operaen blev opført i
radioen i 1940, og i 1980 blev den produceret i sin helhed af Danmarks Radio -
en scenisk opførelse af det ekspressive, oratorieagtige værk har
ingen dog endnu vovet at binde an med.
Operaen beskriver den moderne civilisations sidste dage, præget af
dekadence, hovmod, materalisme, kævl og ævl. Troen er den eneste
redning, Langgaard øjner. Operaen udspiller sig i en stærkt
symbolladet scenografi, hvis gennemgående element er blafrende gaslygter,
et typisk Langgaard'sk symbol for fin de siècle -tidens
undergangsatmosfære.
Musikalsk mærkes indfyldelse fra Wagner (Parsifal),
Richard Strauss (Salome) og Arnold Schönberg (Gurrelieder).
Store passager af Langgaards mest eksperimenterende værker, Sfærernes Musik og symfoni nr. 6,
indgår desuden i operaens sammensatte musikalske univers.
|