En biografisk multimediemosaik...


Antikrist


Rued Langgaard skrev kun en opera, der i sin oprindelige version fra 1921-23 bar titlen Antikrist.

Langgaard tegnede selv dette dekorationsudkast til Antikrist i 1923. Der skulle kun være én dekoration gennem hele forestillingen. "Mørkets alter" ses til højre og lysets til venstre. I midten åbner rummet sig ud mod "uendeligheden", og i åbningen er Antikrists alter anbragt. (Gengivet efter udklip fra "Nationaltidende", 1924).
Operaen var i første version båret af en dramatisk psykologisk handling om et menneske, der sætter sig for at indfri de bibelske profetier om Antikrists komme for derigennem at fremprovokere verdens undergang. I den omarbejdede version er handlingen elimineret og alle skikkelser er allegoriske.
Operaen blev afvist af Det kgl. Teater på grund af teksten, som komponisten selv havde forfattet. Afvisningen var en noget speget affære - men teatrets ledelse brød sig givetvis ikke om genren, en religiøs "mysterieopera". Efter at Langgaard og fiasko nærmest var blevet synonymer, skulle der måske også mere end almindeligt mod til at satse på ham.
I årene 1926-30 omarbejdede Langgaard værket til en ny libretto, men lige meget hjalp det. Igen blev tekstens uegnethed givet som grund til afvisningen.

Den endelige version fik mange titler, bl.a. Kremàscó, et ord, Langgaard selv havde konstrueret. I sidste ende foretrak han formodentlig titlen Fortabelsen (Antikrist). Et uddrag af operaen blev opført i radioen i 1940, og i 1980 blev den produceret i sin helhed af Danmarks Radio - en scenisk opførelse af det ekspressive, oratorieagtige værk har ingen dog endnu vovet at binde an med.

Operaen beskriver den moderne civilisations sidste dage, præget af dekadence, hovmod, materalisme, kævl og ævl. Troen er den eneste redning, Langgaard øjner. Operaen udspiller sig i en stærkt symbolladet scenografi, hvis gennemgående element er blafrende gaslygter, et typisk Langgaard'sk symbol for fin de siècle -tidens undergangsatmosfære.

Musikalsk mærkes indfyldelse fra Wagner (Parsifal), Richard Strauss (Salome) og Arnold Schönberg (Gurrelieder). Store passager af Langgaards mest eksperimenterende værker, Sfærernes Musik og symfoni nr. 6, indgår desuden i operaens sammensatte musikalske univers.