Langgaards Danmark


Gilleleje


Den 11. august 1922 var der fuldt hus til underholdningen på Gilleleje Badehotel, som blev leveret af Svend Ehlers (sang), Emma Langgaard (recitation), Rued Langgaard (klaver) og forfatterinden Ingeborg Maria Sick (oplæsning). Frk. Sick var en god bekendt af Langgaard-familien, og hun var taget til Gilleleje sammen med fru Langgaard og søn og deres ledsager, Constance Tetens (Rued Langgaards senere hustru). Selskabet drak kaffe og spiste middag på pension "Havly", og der var også tid til en spadseretur inden koncerten.
Indtægten fra koncerten tilfaldt kristeligt arbejde i København og Gilleleje kirkes elektriske belysning, og der blev taget venligt imod de optrædende i præstegården efter koncerten (hvis program i øvrigt ikke kendes).

Rued Langgaard er også ved andre lejligheder kommet i Gilleleje, idet hans fætter Troels Foss en årrække var fyrassistent ved Nakkehoved fyr.