Langgaards Europa


Berlin


Hvert år fra 1908/09 til 1912/13 var Rued Langgaard og hans forældre i Berlin i perioden december-januar. De gik til alle de koncerter og operaopførelser, de kunne overkomme, og fik også indblik i nyere musik af bl.a. Richard Strauss, som endnu ikke var kendt i Danmark. Langgaard fik adgang til berlinerfilharmonikernes prøver og det endte altsammen med, at hans forældre og pårørende engagede orkestret og dirigenten Max Fiedler til en ren Langgaard-koncert, som fandt sted 10.4.1913.



Langgaards første optræden i Tyskland efter første verdenskrig var 25.1.1920, hvor Gesellschaft der Berliner Secession havde indbudt ham til en kompositionsaften. Sammen med koncertsangerinde Ellen Overgaard, som han i de følgende år ofte optrådte sammen med i Tyskland, fremførte han vokalværker samt klaversuiten Gitanjali-Hymner.
1921-25 gjorde den tyske kapelmester Hans Seeber van der Floe en indsats for at lancere Langgaard i Tyskland. Han opførte Symfonisk Festspil i Berlin i 1922 og dirigerede samme år en Langgaard-koncert i byen. Denne koncert bød på en gentagelse af Sfærernes Musik, der var blevet uropført af van der Floe i Karlsruhe i 1921.
Koncerten i Berlin 10.5.1922 fandt sted under den danske dronning Alexandrines protektion. Hun var tysk af fødsel og havde tidligere været protektrice for Langgaard-koncerten i Berlin i 1913.
Koncerten 1922 blev blandet modtaget, men det medvirkende Blüthner-orkester valgte året efter at førsteopføre Langgaards 6. symfoni ved et gæstespil i København - en opførelse, der på det nærmeste blev en skandale.




TILBAGE TIL TOP