Aspekter & Nedslag


Tonearter (især i symfonierne)

Langgaards musik er tonal og befinder sig inden for rammerne af senromantisk harmonik - med enkelte undtagelser. Visse værker rummer passager uden fortegn og med en ikke veldefineret tonalitet. Det gælder især i Sfærernes Musik og symfoni nr. 6 (der dog begynder og slutter i F-dur).

Tonearterne havde en ganske særlig betydning for Langgaard. En del kompositioner er i 'ekstreme' tonearter som Ges-dur, H-dur og es-mol. Hele to af Langgaards symfonier (nr. 4 og 10) er i den for orkestermusik usædvanlige toneart es-mol (6 b'er). Denne toneart forbandt Langgaard med voldsomme naturstemninger, efterår og forfald. Et andet særpræg - som fremgår af nedennævte grafiske fremstilling - er at halvdelen af de 16 symfonier har F-dur som hovedtoneart. Denne toneart var "Guds moder" udtalte Langgaard engang, og når han skrev idyllisk, uproblematisk musik var det ofte i F-dur. Men også symfonier, der samtidig udtrykker noget destruktivt (som nr. 11), eller som er uafklarede (som nr. 16) kan være i F-dur.

TILBAGE INDEX TIL TOP