Aspekter & Nedslag


Utraditionelle karakterbetegnelser


Langgaard benyttede ofte utraditionelle karakter-, tempo- og foredragsbetegnelser i sine værker. Som regel søgte han - ikke altid med held! - at formulere sig på italiensk, men også danske udtryk forekommer. Som eksempel på de italienske kan man nævne de værdiladede udtryk, som forekommer i strygekvartet nr. 3. Det drejer det sig om 'negative' betegnelser som Poco allegro rapinoso (rovbegærligt) og Scherzoso schernevole (spodsk). Ord som furioso (vildt) og frenetico (rasende) ses i øvrigt ofte i Langgaards musik. I den fredsommelige ende af skalaen findes udtryk som engleagtigt, religioso og glorioso.
Langgaards humor kan eksemplificeres med Esbjergsangen, hvorover han skrev karakterbetegnelsen "Havnefrisk!"

Nedenfor gengives et udsnit (strygersatsen) af første side af manuskriptpartituret til symfoni nr. 15 Søstormen (1949). Langgaard ønsker her, at musikken skal have en "hvidglødende" karakter og fordrer derfor, at strygerkorpset spiller "med al kraft" (fff).

Læg i øvrigt mærke til det unisone "Dis!" i første takt. Når Langgaard skriver tonenavnet med bogstaver, er det for at gøre opmærksom på dets symbolik: det refererer til forstavelsen dis- i ord som disharmoni m.v.

Bemærk endelig dateringen forneden. Hele symfonien (undtagen finalen, der er identisk med et korværk, komponeret 12 år tidligere) blev skitseret på tre timer en tidlig februarmorgen 1949. Partituret forelå renskrevet 10 dage senere.





TILBAGE INDEX TIL TOP