Musik Om Musik

Man kan nå frem til en sammenfattende fortolkning af komponistens skaben, hvis man som udgangspunkt betragter hele hans vidt forgrenede produktion under et, som en enhed. Det kan man, hvis man accepterer, at det er på idéplanet, fællesnævnerne for Langgaards musik skal findes, og ikke på det musikalske plan.

Der er to dominerende, gennemgående temaer på hvert sit idémæssige niveau, som gennemtrænger hele Langgaards skaben. Den ene er, at Langgaards musik i bund og grund er centreret om ét tema, man kunne kalde Skønhed og Undergang. Det andet tema kan man kalde MUSIK OM MUSIK

Opfatter man Langgards musik som et stort samlet udsagn, betyder det i sin yderste konsekvens, at det enkelte værk ikke nødvendigvis kan eller skal kunne ses som en isoleret størrelse, men i sammenhæng med Langgaards øvrige produktion og den romantiske tradition, han tog afsæt i.

Langgaards værker forholder sig individuelt til den romantiske tradition, belyser den, diskuterer den, problematiserer den, eller bringer den ud til sin grænse. Et værk af Langgaard er typisk i dialog med anden musik og med den tid, det blev til i. Ikke en intellektuel dialog, for Langgaard gør sig i sin musik fri af en intellektuel lyttemåde. Det er en kunstnerisk betinget udtryksform, der har samspillet med musikhistorien - specielt den romantiske tradition - som grundlag. En konsekvens af idéen om, at musik er et universelt åndeligt sprog, udviklet gennem århundreder, og som omkring 1900 nåede det foreløbige højdepunkt. Langgaard føler det som sin opgave at variere, gentage og viderebelyse denne musik. At føje nye aspekter til og bringe den ud på usikker grund - uden at bryde forbindelsen.

Langgaards musik 'handler' således om musik, og kan, med en fagbetegnelse, kaldes "metamusik". Dette begreb er først blevet kendt efter Langgaards tid og har tit været forbundet med mere eller mindre fortænkte eller konceptkunst-agtige udtryk. Hos Langgaard er begrebet dog uadskilligt fra komponistens kunstnerfysiognomi. Musikhistorikeren Godtfred Skjerne var allerede i 1916 opmærksom på, at det metamusikalske var en del af Langgaards særpræg, idet han om Langgaards musik sagde, at den er en uudtømmelig kilde til berigelse og fornyelse af det gængse syn på musikken. Det kunne ikke være sagt bedre i dag.

Symfonierne som eksempel
For at belyse denne synsvinkel kan man fremtage Langgaards 16 symfonier. Det er som om, det var Langgaards egentlige ambitionen med den symfoniske cyklus at føje stadig nye aspekter og belysninger til den symfoniske tradition. Med symfoni nr. 7, 8 og 9 tror man måske, at Langgaard er gået i stå i denne bestræbelse, men i hvert fald nr. 11, 12 og 15 udvider synsfeltet afgørende og refererer frem og tilbage i Langgaards produktion og i musikhistorien.

Det enkelte værk i serien får først sin egentlige betydning i sammenhængen med de andre værker. Det modspil mellem kontrasterende temaer og satstyper, som kendetegner symfonien som genre, opstår hos Langgaard i højere grad mellem værkerne end inden for det enkelte værk. Sagt på en anden måde: summen af symfonierne skaber et dybere perspektiv, end noget udvalg af værkerne ville kunne gøre i sig selv. Flere af værkerne har vanskeligt ved at gøre krav på selvstændig interesse som bud på en symfoni i det 20. århundrede, men de kan dårligt undværes i den særlige langgaardske sammenhæng.

Bendt Viinholt Nielsen, 1996.

TILBAGE TIL SKØNHED OG UNDERGANG