I komponistværkstedet


Den vilkårlige og ulogiske måde


 Fra midt i 1940rne komponerede Langgaard i reglen kun korte satser, som han henad vejen ofte sammenstillede til større kompositioner. Disse satskonstellationer kunne ændre sig løbende over flere år, idet der kom stadig nye satser til, som kunne finde plads i allerede etablerede værker. Undervejs betragtede komponisten øjensynlig værkerne som afsluttede efter hver ændring, han foretog.

Et ekstremt tilfælde af ulogisk og tilsyneladende vilkårlig tilblivelse af en komposition er sonate nr. 3 for violin og klaver, hvis titelblad gengives nedenfor (de data, Langgaard anfører på titelsiden er, som så ofte, misvisende).

Værkets tilblivelse forløber i seks faser. Oprindelig, 1945, omfattede det kun én sats (= størstedelen af den endelige versions sats 1).
I 1946 kom en sats 2 til (= den endelige versions sats 5).
I 1948 blev en sats (= den endelige versions sats 3) indskudt. Senere samme år blev 1. sats udvidet med en indledning og et identisk midterafsnit. Og senere i 1948 kom en ny sats til (= den endelige versions sats 4).
Endelig, 1949, blev indledningen fjernet fra første sats og forsynet med en slutning og derpå indlemmet som en selvstændig sats 2. Det betyder, at efter 1. sats følger en 2. sats, som - bortset fra en slutning - er identisk med midterdelen af 1. sats!


TILBAGE INDEX TIL TOP