I komponistværkstedet




Hvordan blev Langgaards musik til?


Inspiration og intuition
I et interview i 1922 udtalte Langgaard, at han ser det, han vil udtrykke, som et billede, og så udvikler musikken sig af sig selv. I en senere optegnelse fortæller han, at han går efter sit øre, når han komponerer. En intellektuel tilgang til den skabende proces var således fremmed for Langgaard, og hans holdning til det musikalske håndværk må nærmest kaldes anti-akademisk - i god overensstemmelse med hans romantiske og patetiske syn på kunstneren og kunstnerrollen.

INTUITION og INSPIRATION var ét og alt for Langgaard. Det, der kom til ham i de inspirerede øjeblikke, betragtede han med ærefrygt, som var det guddommelige budskaber.
Det at komponere blev for Langgaard aldrig et spørgsmål om faste arbejdsstider og rutine. Han afventede inspirationen og havde tid til det. Der var ingen bestillingsopgaver i kalenderen og intet job, der skulle passes. Langgaard opfattede dog ikke denne frihed som et privilegium. Han havde behov for en praktisk, overskuelig gerning som musiker - kirkeorganist - for at kunne "holde gnisten vedlige", som han sagde. Denne situation indfandt sig imidlertid først, da han som 47-årig fik fast ansættelse ved Ribe Domkirke.

Hvilke billeder, Langgaard så for sit indre øje, og hvordan musikken tog form i hans tanker, ved vi ikke meget om. Men de manuskripter, han efterlod sig, fortæller hvad der skete, når musikken blev fæstnet til papiret - hvad der foregik i komponistværkstedet.



Mange af Langgaards manuskripter er forsynet med vanskeligt tolkelige og inkonsekvente rettelser. Dette udsnit fra et orgelpræludium, benyttet af Langgaard ved en gudsteneste i 1948 i Ribe Domkirke, viser hvor galt det kan stå til.


En stemning slås an
Det første, Langgaard satte på papiret til en komposition, var aldrig bare en melodi eller et tema. De idéer, han ville fastholde, var et hele af noget melodisk og harmonisk og blev derfor noteret på to systemer (ligesom klavermusik). Men ofte var det kun ganske få takter. Et anslag, en stemning præciseret i et kort øjeblik, var åbenbart nok til at definere en komposition for Langgaard. Og denne iagttagelse stemmer godt overens med, at Langgaards musik generelt ikke er båret af det melodiske, men netop af stil, klang og 'stemning'. Og med, at den musikalske karakter og den klangverden, der slås an i de første sekunder af et værk, hos Langgaard er afgørende for hele værket.

Kompositionsarbejdet
Når inspirationen kom over Langgaard, kunne han skitsere en hel symfoni på nogle få dage (symfoni nr. 4) eller få timer (symfoni nr. 15). Han havde absolut gehør og komponerede gerne uden brug af klaver. Men efter skitseringsfasen fulgte den musikalske udarbejdelsesproces og renskrivningen af musikken, som ofte tog en rum tid. Langgaard var meget sikker i det tekniske og håndværksmæssige, men i reglen også omhyggelig med at udarbejde musikken på detailplanet.

Til orkesterværkerne udarbejdede han således som mellemstadium en detaljeret skitse i form af et reduceret partitur, et såkaldt particel. På grundlag heraf blev partituret udarbejdet.
Denne flerledede proces ses dog ikke i Langgaards senere år. Det er som om, han i 1940rne mistede tålmodigheden og gav den umiddelbare inspiration langt mere råderum. Han gik over til en impulsiv og mindre disciplineret arbejdsform, som bl.a. betød, at han gik direkte fra en hastigt nedfældet skitse til det endelige partitur. I nogle tilfælde gik der kun få timer, før den første idé var udmøntet i et renskevet manuskript. Det fremgår af manuskripternes påtegninger, som i den hektiske skabelsesperiode 1947-49 ofte omfattede ikke blot datering, men også klokkesletsangivelse! Og tegn og underlige gerninger.
Den impulsive arbejdsform, Langgaard dyrkede i 1940rne, afspejler sig også i den tilsyneladende vilkårlige og ulogiske måde en del kompositioner blev til på.

Revisioner, omarbejdelser og 'genbrug'
Et specielt træk ved Langgaard som kunstner er, at han egentlig aldrig lægger sine kompositioner 'bag sig'. Værkerne bliver ved at rumstere i hans bevidsthed, og han vender ofte tilbage til tidligere kompositioner, genbruger stof fra dem i nye værker, retter i dem, reviderer dem og finder på nye titler. Da Langgaards musik ikke blev trykt, men som regel beroede i originalmanuskript hjemme hos ham selv, havde han rig mulighed for at rette og korrigere i værkerne. At et værk blev trykt afholdt ham dog ikke fra at revidere det. Symfoni nr. 7 blev udgivet 1927 for Langgaards egen regning, men året efter indledte han en langvarig revision af symfonien!
Et karakteristisk mønster tegner sig, når man betragter kompositions- og revisionsperioderne for de 16 symfonier.
'Genbrug' er særlig fremtrædende i Langgaards senere år, hvor han gang på gang tog musik fra sin ungdom op og gav en ny belysning.

Titelskift
Værktitlerne blev med tiden mere og mere vigtige for Langgaard. Han var altid på jagt efter fyndige titler, der kunne præcisere et værks idémæssige indhold. Der er eksempler på kompositioner, som har været forsynet med op til 10-12 forskellige titelforslag. Omvendt anvendes den samme titel også til forskellige værker, og forskellige versioner af et værk kan have vidt forskellige titler. Der er god grund til at løbe sur i det!

Bendt Viinholt Nielsen, 1996.

TILBAGE INDEX TIL TOP
FONT> INDEX TIL TOP