Karakteristik af Langgaards musik





Nogle indfaldsvinkler.


Stil og klang
Man skal ikke have hørt mange værker af Langgaard, før man bemærker, at musikkens stil er en primær faktor. Det virker som om, Langgaards musikalske fokuspunkt ligger her, og at diffuse størrelser som musikkens 'klangkarakter' og 'stemning' er det, han bygger sine værker op omkring. Selv kompositioner, der er blevet til inden for samme korte tidsrum, kan være så forskellige i stil og udtryk, at man føler der er et halvt eller et helt århundrede mellem dem. Denne kamæleonagtige evne er noget af det mest særprægede ved Langgaard som komponist.

En anden ting, man hurtigt bemærker, er den internationale karakter, Langgaards musik har. Den stræber mod det ekspressive, monumentale og visionære, og der kan næppe spores noget nationalt eller nordisk særpræg i selve tonesproget. Det melodiske er ikke specielt originalt, men præget af en ekspressiv wagnersk melodik.


Det improviserede og det irrationelle
Generelt er et værk af Langgaard karakteriseret ved sit særegne 'klangrum', der defineres i værkets åbning, og som typisk fastholdes gennem hele værket. Han yndede derfor kompositioner i én sats. Det er ikke det melodiske eller det motiviske, der først og fremmest etablerer den indre sammenhæng i et værk, men derimod det klanglige udtryk, 'atmosfæren' i værket. Langgaard arbejder med 'blokke', som han stiller sammen ud fra billedskabende, klanglige (hermed også tonale) kriterier, men ikke ud fra tematiske. Musikken kan derfor virke improviseret og strukturelt set irrationel. I det hele taget interesserede Langgaard sig ikke meget for intervaller og melodi i sig selv, og satsarbejde forekommer sjældent i hans musik. Den indre logik i et værk er således ofte baseret på størrelser, der meget vanskeligt lader sig måle og veje med den vanlige musikvidenskabelige målestok.

Stemninger og associationer
For Langgaard må det have været vigtigt, at hans musik kunne ses i sammenhæng med den romantiske tradition, som han ikke havde noget ønske om at bryde definitivt med. Ofte lægger han sig så tæt op ad forbilleder som Gade, Schumann, Wagner, R. Strauss, Grieg og Liszt, at man som lytter får en oplevelse af déjàvu. Med Langgaards særlige stil- og klangsans er der dog god grund til at tro, at det sker med overlæg. En stil var for Langgaard et symbol, og man må forestille sig, at han har opfattet musikhistorien som et 'fælleskulturelt' lager, hvorfra han har kunnet låne de udtryk, der tjente hans aktuelle kunstneriske mål. Han må have fundet, at en måde at skabe bestemte stemninger på er at associere til - især - den velkendte romantiske klangverden. Altså en form for bevidst 'lån' og dermed også en distance, som kan give mindelser om den senere post-modernistiske æstetik. Parallelen til Langgaard er dog snarest at finde i begrebet 'historicisme', der prægede klunketidens arkitektur, og som tillod arkitekter at skabe associationer og stemninger gennem brug af stilelementer fra forskellige tider og kulturer.


Intensitet og budskab
Langgaards musik er generelt udadvendt, den er lige til at gå til og præget af en udtrykskraft, der vanskeligt kan defineres, men som kan kaldes et åndeligt nærvær, et indre tryk - eller simpelthen kommunikationslyst. Man kan bruge ord som påtrængende, passioneret, teatralsk, affekteret, insisterende eller postulerende om den. Men sentimental er den ikke. Man mærker, at komponisten har noget på hjerte og - af og til - at han søger at meddele ting, der måske ligger udenfor, hvad musik er i stand til at udtrykke. Og det er vel netop hensigten, for Langgaards musik er musik med budskab. Musikken er efter hans begreber det mest direkte forbindelsesled til tilværelsens åndelige dimension, der findes.


Tid og rum
Musikkens - i bund og grund religiøse - budskab formidles gennem 'stemninger', og det forklarer Langgaards særlige interesse for parametre som gestik, retorik og klang. Langgaards musik er ikke udtryk for en musikalsk proces eller en udvikling af et musikalsk materiale. Hos ham finder man endog en meget særegen anvendelse af repetivite mønstre, der kan lede tankerne hen på et fænomen som minimalisme. Det enkelte værk er således snarere statisk i sit udtryk end dynamisk og organisk (selv om musikken sjældent savner fremdrift), snarere 'lodret' end 'vandret', og for komponisten er det 'rum', der etableres i et værk, langt vigtigere end hændelser i musikkens tidsforløb. Langgaards musik opererer i den lodrette dimension, Fra Dybet til Sfærernes Musik - for at bruge to typiske værktitler.

Alle de nævnte forhold gør en en musikhistorisk indplacering meget vanskelig.

Bendt Viinholt Nielsen, 1996.

TILBAGE INDEX TIL TOP