Vurderinger 1917-91





Hvad skrev musikhistorikerne om Langgaard?


1917
"Rud Langgaards Kunst kunde give rigt Stof til indgaaende Fordybelse og Betragtning; [Med] hans forunderligt tidligt modne Herredømme over Midlerne [...] og Lydhørhed over for egne indre Rørelser [... kan] der med nogen Ret ventes en varig Indsats af ham i dansk Musik [...].
Rud Langgaards Motto som Kunstneer er jo "Hjerterne opad!" ["Sursum corda"]. Opad mod Rensning og Fornyelse gennem Tonekunsten!
I hvor høj Grad han imidlertid vil være i Stand til at fylde Formerne med et Indhold, der med Overbevisnings, Geniets Kraft kan vende, ja, tvinge Hjerterne opad, det hviler endnu i Fremtidens Skød [...], men at der i ham er Spirer til noget langt udenfor det dagligdags, ja, derom kan der, efter det han hidtil har skabt, ikke næres den ringeste Tvivl."

Gerhardt Lynge i Danske Komponister i det 20. Aarhundredes Begyndelse, 1917


1923
"Langgaard [...] mestrer Musikkens reale og formale Elementer paa plastisk og fri Maade; han synes dertil at være en følsom, poetisk Tonebegavelse, der paa ejendommelig Maade evner at lytte til de dybe, sjælelige Oplevelser i Menneskesindet; [han] har hidtil været stærk nok til at holde sig klar af hjemlige Kliker og Skoler, og man har uden Tvivl Ret til at vente sig en ejendommelig og særpræget Toneproduktion fra hans Haand i de kommende Tider."

Erik Abrahamsen i Dansk Biografisk Haandleksikon, bd. 2, 1923


1932
"Kritikkens Jagt paa det mærkelige Dyr, der er aparte og skal nøfles, bør høre op, for der er ingen Fare paa Færde, der kommer ingen Svane paa hvide Vinger ud af den Ælling; men en Fremmed Fugl er det i Andegaarden; den er jaget hensynsløst og skriger ad alle; men det var vist alligevel værd at se den, naar den fik Tid at glatte Fjerene, der er Farver i dem [...]"

Richard Hove i Dansk Musik Tidsskrift, 1932


1938
"De første Koncerter indbragte ham meget rosende Omtale, og meget store Forventninger knyttedes til hans Navn; det næsten ubegribelige tekniske Mesterskab, hvormed han allerede som Dreng behandlede det store romantiske Orkester, fik imidlertid ikke overalt tilstrækkelig modvægt i den Selvkritik og aandelige Koncentration, som er nødvendig for at skabe Kunstværker af blivende værdi."

Richard Hove i Dansk Biografisk Leksikon, bd. 13, 1938

1947
"I sin Søgen efter Udtryk viger han ikke tilbage for det udfordrende bisarre eller de største Dimensioner. Han er en vældig Tekniker, for hvem det musikalske Haandværk i senromantisk Forstand ingen Hemmeligheder rummer. I sine første Symfonier [...] ligger han tæt op ad Wagners Niebelungenring. Men de adskiller sig fra de nytyske Symfonier ved deres strenge Kyskhed, deres totale given Afkald paa sentimental Leflen. Det er næppe ved siden af, hvis man karakteriserer Rued Langgaard som en dansk Gustav Mahler [...]
Med de her omtalte Egenskaber kan det ikke undre, at Rued Langgaard staar som en ensom Skikkelse i moderne dansk Musik. Men hans Arbejder kan interessere ved den originale og ejendommelige Personlighed, der taler ud af dem, og ved den Kunnen, der ligger bag..."

Vagn Kappel i Musikkens Mestre. Danske Komponister, 1947


1952
[...] selv om Langgaard ifølge hele Sagens Natur var og blev en ensom Mand som skabende Kunstner, saa var han ikke saadan at komme uden om alligevel. Hans Værker spilledes, og de vil næppe ophøre at klinge, fordi han nu har lukket sine Øjne. Som Komponist har han trods alt en ikke ubetydelig Placering i dansk Musik.
Ydre Anerkendelse var Langgaard ikke forvænt med. Han brød sig heller ikke om en saadan, naar den kom fra Personer eller Kredse, han ikke sympatiserede med, og da han aldrig betænkte sig paa at sige sin uforbeholdne og oprigtige Mening, var hans Venner paa Parnasset hurtigt talt. Men fra alle Sider forstod man, at han var en ærlig Mand, baade som Kunstner og som Menneske, og for hans klare Standpunkter, hans absolutte Afsky for at gaa paa Akkord, vil selv hans bitreste Modstandere sænke Kaarden nu ved hans Død."

Niels Friis i nekrolog i Berlingske Tidende, 1952


1968
[Langgaards] ibland t.o.m. hysteriska utfall mot omgivningen både retade og roade många och skapade alls ingen respekt vare sig kring verk eller tonsätere, och de minst sagt skiftande kvaliteterna i hans framvällende produktion förbättrade knappast heller situationen. Det är troligt at man också kan åberopa ett annat skäl:
I all sin store originalitet som människa var Langgaard egentlig inte särskilt egenartet i sitt tonspråk, i varje fall inte melodiskt och i jämförelse med den melodikens mästare som var den i sitt slag geniale Rued Langgaards öde: Carl Nielsen.
Det låter sig sägas - för att anvenda en sliten klyscha - att Langgaard var född i fel tid. Att i ett litet land där en estetisk centralisering var möjlig hävda det diametralt motsatta var dömt att misslyckas. Men kanske är man i våra dagar, då det expressiva, det "romantiska" åter framstår som ett positivt värde mogen för en omvärdering av dette mellemkrigsårens "tragiska fall" i dansk musik."

Bo Wallner i Vår tids musik i Norden, 1968


1978
"Hvis der havde været mere ligevægt i, hvad han havde skrevet, ville den tilsidesættelse, han og hans musik var ude for, næppe havde været så udtalt. [...] Den store ujævnhed i hans produktion, ikke alene fra værk til værk, men inden for den enkelte kompositions rammer, er nok dybest set det, der har afstedkommet også andres vaklende holdning til hans musik.
I 1960'erne blev der gjort et behjertet forsøg på at tage Langgaards produktion op til en mere retfærdig bedømmelse. Man fik et noget bredere grundlag for en stillingtagen, men stort set har det vist sig, at det næppe vil være muligt at nå frem til en tilbundsgående omvurdering. Han står, hvor han stod - som et ejendommeligt særtilfælde i dansk musik".

Nils Schiørring i Musikken Historie i Danmark, bd. 3, 1978

1981
"Langgaards begavelse og særpræg var længe overset, både i og efter hans levetid. En fornyet interesse for værdierne i hans musik kom ført med det musikæstetiske hamskifte som den herhjemme sent etablerede avantgardemusik bragte i stand i 1960erne. En anden, ny aktualitet har Langgaard fået via det slægtskab der har vist sig at bestå mellem ham og forskellige udenlandske, ligeledes længe glemte komponister i overgangen mellem romantik og 1900-tallets modernisme."

Bo Marschner i Dansk Biografisk Leksikon, bd. 8, 1981


1984
"[...] endnu fremstår billedet af ham så mangetydigt, at det er svært at vurdere, om interessen for hans produktion har været andet og mere end et led i den modeprægede genopdagelse af senromantikken."

Knud Ketting i Gyldendals Musikhistorie, bd. 4, 1984


1991
"I Danmark er det stadig et stridsemne, om Rued Langgaard var en visionær fornyer, hvis kunstneriske format tåler sammenligning med Carl Nielsen. [...]
Den religiøse og filosofiske idealist var utvivlsomt konservativ af væsen, tro mod romantiske idealer om kunstens mål og midler, men udviklede samtidig et så personligt musiksyn, at han af og til skrev enestående original musik. [...]
Den store brogede række af symfonier [...] rummer [...] en sådan rigdom på elementær skaberkraft og teknisk brillans, at Langgaard utvivlsomt fortjener sin placering som Nielsens store, dæmonisk-sammensatte og uudgrundelige modpol."

Karl Aage Rasmussen i Gads Musikhistorie, 1991

TILBAGE INDEX TIL TOP