
|
Det er måske med en vis undren denne
udstillings indbudte gæster, læste at det var mig,
der skulle holde åbningstalen: Hvad havde ellers været
naturligere end at Bendt Viinholt Nielsen havde stået
for denne - egentlig ikke så lidt symbolske -
begivenhed?? - Bendt - som jo overhovedet har muliggjort,
at vi i dag kan forholde os med et minimum af
forudsætninger til dette forbløffende menneske - Rued
Langgaard - og hans ikke mindre forbløffende livsværk?
Når jeg kalder denne udstilling en "symbolsk
begivenhed" mener jeg hermed, at den markerer,
sammen med P2's gennemarbejdede hyldest til den
hundredeårige, at Langgaard - omsider - har fået dén
officielle status som totalt var forment ham i levende
live - hvor han, som det træffende er blevet sagt,
nærmest var den "smukke svane der blev til den
grimme ælling". Med de sidste årtiers begivenheder
in mente, ikke mindst den igangværende samlede
indspilning af Langgaards orkestermusik, er han da - om
ikke blevet til "svane" igen - men måske til
en - for skandinavisk, ja nordeuropæisk, musik, -
eksotisk og foruroligende kæmpeælling à la
Jorns berømte overmaling (eller måske vor
Paradislatterfugl?) Bendt har imidlertid ønsket at
jeg talte, og det sagde jeg så straks "ja"
til, for jeg synes vi skylder Bendt så meget at det er
fuldt forståeligt at han godt vil holde mund om
Langgaard, for en gangs skyld - og høre andre komme med
nogle bud! At jeg netop er blevet udvalgt til
jobbet er næppe svært at forklare, eftersom jeg, som
Bendt skriver, kom til at trykke på ihvertfald en
af de knapper, der førte til hans værkers
genopvækkelse fra dén, generelle dvale, de har ligget i
siden tyverne - (trods den behjertede indsats som yderst
få, vel fremmest Launy Grøndahl, ydede i hans levetid).
Og jeg griber da lejligheden til, som en
"ikke-indviet", en "ikke-forsker", i
grunden som en almindelig, nysgerrig musikelsker, at
udtrykke, dels hvad det hidtil fremdragne om Langgaard
har sagt mig, og dels en varm tak til Bendt for
hans uvurderlige indsats. Hvad i de senere år såvel
Jørgen I. Jensen som Bendt har almengjort om forholdene
i dansk kulturliv omkring århundredeskiftet er som at
få føjet den 3. dimension til det, ellers temmelig
flade, billede vi havde af de hjemlige forhold - (der dog
i så høj grad peger henimod dagens tilstande.) Ikke
tilfældigt bruger jeg metaforen "3.
dimension", for rum-synet beror jo på differencen,
refraktionen mellem de 2 øjnes lys-indtryk. Og netop ved
Langgaards voldsomme differens i ét og alt fra Carl
Nielsen - (undtaget måske i radikalitet) -
Nielsen som var genstanden for 1890'ernes
"soldyrkelse", som Jørgen I. Jensen har
påvist - netop i samsynet af disse to
personligheder får vi muligheden for et rum-syn, et i
hvert fald rummeligere syn af hvad der egentlig gik i
svang i det sen-gadeske musikliv.
At Langgaard var "ekstrem" er jo en kendt
sag - der blev cementeret ved den første grundigere
omtale i nyere tid, nemlig da Bo Wallner i sin Vår
tids Musik i Norden - fra 1968 - kaldte ham den
"ekstatiske outsider" - og også Carl Nielsen
stod jo for noget radikalt, i pagt med
"nytiden" i (datidens) Danmark - analogt med
Fynboerne i maleriet, - men begge to stod jo lige lang
fra midten af det "normale borgerskab" - som
dog udgjorde det typiske koncertpublikum - og diamentralt
modsat hverandre var de: hyrdedrengen fra Nørrelyndelse
overfor det københavnske enebarn Rued Immanuel - Messias
- fra den teosofisk fanatiske og mere end blot
"gammelmodige" atmosfære i Niels Juelsgade!
Man kan vel dårligt forestille sig noget fjernere fra
Nielsens naturel end teosofien (og i breve fra 20'erne
omtaler han den med tydelig modvilje) - med dens okkulte
symboler, reinkarnationstro og spekulative
religionssyntese. I Langgaards produktion indgår jo
også et værk komponeret som hyldest til teosofiens
dengang - før 1. verdenskrig - nys-udsprungne blomst,
selve Jesus nr. 2, den højtbegavede inderdreng Krishnamurti,
der fik sit eget tidsskrift The Star in the East.
Der er imidlertid en - også i denne forbindelse -
tankevækkende fortsættelse på historien: Påstanden om
at Jesus var genkommet var på den ene side naturligvis
stærkt egnet til at vække de alt-for-gerne-troendes
entusiasme, men også, på den anden side, de mere
selvstændigt tænkende teosoffers oprør: I
hvertfald blev den tyske generalsekretær for
teosofferne, Rudolf Steiner, så opbragt at han udtrådte
af bevægelsen og dannede sin egen, som snart fik store
dele af de tyske og øvrige europæiske teosoffer med
sig: ("Antroposofien").
Endnu mere opsigtsvækkende forekommer det
imidlertid, at denne, af Annie Besant postulerede,
"genkomne Jesus" frasvor sig sin værdighed
- og opløste hele baduljen, "the Star in the
East", i en tale holdt foran 100.000 bogstavelig
talt himmelfaldne medlemmer i slutningen af 20'erne!
Krishnamurti fortsatte derpå på egen hånd med en
yderst selvstændig filosofisk virksomhed (der bl.a. fik
en af nutidens førende atomfysikere, David Bohm, til at
tilslutte sig hans livssyn).
Jeg har gået lidt i dybden af dette bestemte aspekt
i Langgaards liv, fordi jeg i Langgaard på en måde
oplever en tragisk modpol til Krishnamurti og
dennes modige fraskrivelse af det "kald", som
Annie Besant og de andre leder-teosoffer, som en slags
reserveforældre, havde ophøjet ham til, da han endnu
var en lille fattig inderdreng. Rued Langgaard fastholdt
- iflg. Viinholdt Nielsens biografi - derimod faderens
verdensyn hele sit liv, trods enkelte tilføjelser og
visse kritikpunkter. Dermed - og ikke med
"Nielsen-ånden" i Danmark - blev, såvidt jeg
vurderer det, Langgaards skæbne beseglet: Tænk, hvis
han i stedet for under af de produktivt meget spændende
år mellem 1920 og -25, havde (helt eller delvist) fraskrevet
sig hele det pulterkammer af okkultisme, Messiastro og
udvalgtheds-syndrom som forældrene havde læsset på det
stakkels barn. ("Håbløshed i barnevognen"
som han selv husker fra 1 års alderen (!), da han hører
gralsklokkerne).
Men oprøret udeblev.
Langgaard var jo netop, synes jeg, stærkest i det
konfliktprægede - hvilket fx. kom den såkaldte
"absurde fase" tilsidst til gode, fx. i den
forbløffende, kun 6 minutter lange,
"Ixion-symfoni!": Ligesom William Blake påstod
om Milton (at da han digtede om Satan, den faldne
lysengel, besjælede geniet hans arbejde), holdt
Langgaard kun på overfladen med det
"dydige" Jesus-billede!
Det ville have krævet det overordentlige af
Langgaard at følge sit kompositoriske instinkt m.h.t. et
oprør mod hans usandsynligt dominerende forældrepar!
Men tænk, om han havde vovet ...
Den byrde han havde fået pålagt sig nærmest fra
fødslen var grænsende til det forbryderiske. At han så
alligevel kunne udfolde - i faser - en originalitet som
ikke blot var af den groteske art, (à la korværket
"Carl Nielsen vor store komponist") må man
naturligvis beundre. Og dér er det vore efterkommeres
sag - i fortsættelse af Viinholt Nielsens uvurderlige
spadestik - at påpege det ægte originale i hans
produktion, at fremme dette ved opførelser og
udgivelser, kort sagt skille klinten fra hveden. I hvert
fald har det oprørt mig, når man har gjort ham uret,
så at sige "spyttet i suppen", når
anerkendelse af og til har ramt et af hans værker, med
underkendelse af den storhed han faktisk deri har udvist.
Fx. er det blevet normalt "i inderkredse" at
desavouere den verdensberømte Ligetis oprindelige
forbløffelse (som jeg var øjenvidne til), overfor
"Sfærernes musik" - med Janteagtige
henvisninger til, at allerede Strauss da anvendte
strygerclusters i sin "Alpe-symfoni." Herre
Jemini. Hvilken dumhed: De to værker har verdener til
forskel! Historien - som jo er gengivet, fragmentarisk, i
biografien - foregik i Stockholm, hvortil jeg havde
medbragt (bl.a.) "Sfærernes Musik", trykt af
Wilh. Hansen, men endnu aldrig opført i Skandinavien,
til et Rikskonsert-komitémøde for anbefalinger af
skandinaviske orkesterværker: György Ligeti bladede i
partituret, først rutinemæssigt, derpå stadig mere
intenst, vendte så tilbage til begyndelsen, læste nu
langsommere - og langsommere (det ved jeg, for jeg fulgte
ham, lige så intenst, ud af øjenkrogene) - bankede så
på et sodavandsglas og forkyndte - efter et hastigt kig
på komponistnavnet: "Mine herrer, jeg vidste ikke
at jeg var Langgaard-epigon!" Dette ville han
naturligvis aldrig havde sagt overfor noget sted i
"Alpe-symfonien"! Hvad Ligeti hentydede til,
var naturligvis den revolutionerende statiske klang
"Stasis" i sit berømte
"Atmosphères" fra 1960'erne, med de lange
kæder af tætte klange i næsten umærkelig bevægelse.
Dette stiltræk var Langgaard - så vidt jeg ved - den
første i Europa, der realiserede, nemlig i starten på
"Sfærernes Musik"! Klangen er langt fra en
Nielsen'sk pastorale-à-la-"espansiva" og
hellerikke blot imitation af et teknisk Strauss-greb
(strygercluster). Det er simpelthen visionært -
og ægte "præ-Ligetisk" - som mesteren altså
også selv bekendte ...
Tænk, hvis lille Rued en dag havde væltet de
(mentale) tykke mure som forældrene havde rejst omkring
det unge geni! Tænk, om han som en Siddhartha Gautama
eller en Krishnamurti havde haft viljen til at gøre
oprør og følge sin luciferiske inspiration: -
forladt fædrenes slot (som nu i stedet blev til en
pittoresk ruin), og dermed sin egen kunstneriske
spændetrøje! Tænk hvis...
Udstillingen her viser dokumenter i billeder, noder
og tekster om en skæbne, der både er enestående og på
en måde almen: Alle kæmper vi jo med
"overjeg'ets" pålæg, fra forældre og
tradition, og ingen skal kaste sten mod én, der som
Langgaard blev overmandet i en ulige kamp - hvor han
altså desværre fejlbestemte fjenden: Denne hed nemlig
ikke Nielsen - men fandtes i Niels Juelsgade.
|