|
Rued Langgaard opholdt sig to somre i
Fredensborg, 1921 og 1922, mens han arbejdede på operaen
Antikrist.
Fredensborg havde en særlig symbolsk betydning for
komponisten. Han taler i sine papirer ligefrem om
"Fredensborg-Kunsten", et hjemmestrikket
begreb, der vistnok skal dække en art ophøjet,
'problemfri' romantisk kunst, der afspejler det royale
liv, som udspillede sig på Fredensborg slot omkring kong
Christian IX i slutningen af forrige århundrede. Ikke
uvæsentligt i den forbindelse er det, at Langgaards
idol, Niels W. Gade (1817-90), havde sin sommerbolig i
Fredensborg. En tid overvejede Langgaard således at
betitle sin meget Gade-inspirerede strygekvartet nr. 5
(1925) Sommerminder fra Fredensborg eller Fredensborgdage.
Langgaard optrådte 1922 ved et arrangement på
hotellet i Fredensborg sammen med sin mor, der gjorde det
i deklamation af digte til sønnens musikledsagelse.
Samme år afholdt Langgaard også en koncert i
Fredensborg slotskirke (programmet kendes ikke).
|
|
 Villa "Lindely", Endrupvej
14, hvor Langgaard - og hans mor - var indlogeret i
sommeren 1921. (Foto 1996).
|
 Sommeren 1922 opholdt Rued og Emma
Langgard - samt Rued Langgaads senere hustru Constance
Tetens - sig tre måneder i Fredensborg. De havde lejet
sig ind i villa "Asta", Stationsvej 21. (Foto
1996).
|