|
||
Marmorkirkens betydning for Langgaard fremgår af et interviev fra
1921: "[I Marmorkirken] hørte jeg første Gang Musik, og
den oplevelse staar for mig som et himmelsk Syn. Jeg var tre Aar, da min Mor tog
mig med derind en Sommermorgen... Den Dag fik jeg min Indvielse i Tonernes Skønne
Rige, der dér vilde jeg saa gerne at mine Toner en Gang skulde lyde...
Den Kirke staar for mig som et kunstnerisk Udtryk for mine Længsler, for
mine Drømme..."
Det var i Marmorkirken, Langgaard som syvårig begyndte at spille orgel og her, han fire år senere afholdt sin første koncert. En kort overgang - 1912 - var han assistent for kirkens organist, i 1918 akkompagnerede han ved Berlingske Tidendes julekoncert i kirken, men dermed ophører også hans direkte tilknytning til stedet. Marmorkirkens symbolværdi voksede i Langgaards bevidsthed, og kvarteret omkring kirken med Amalienborg og Odd Fellow Palæet kom til at stå for ham som intet mindre end et jordisk billede på "det ny Jerusalem", den himmelske stad, der åbenbarer sig ved verdens undergang og som omtales i Johannes' Åbenbaring.
|
||
Kirken
blev påbegyndt 1749 som en del af en samlet plan for en ny bydel, "Frederiksstaden",
der bl.a. også indbefatter Amalienborgs fire palæet. Men
kirkebyggeriet blev for dyrt og blev opgivet 1770, hvorefter kirken henlå
som ruin, indtil finansmanden C.F. Tietgen lod den færdiggøre. Den
blev indviet 1894, året efter Rued Langgaards fødsel, og for
Langgaard blev den således også et monument over fin de siècle-tidens
åndelige atmosfære, som han i erindringens lys fandt så
betydningsladet og skæbnesvanger. (Foto 1996).
I to af Langgaards symfonier indgår Marmorkirken på denne måde
som symbol: Symfoni nr. 14 Morgenen (1947-48) skildrer evighedens morgen, men symboliseret ironisk som en grå hverdagsmorgen i København. En af satserne hedder Marmorkirken ringer, for evigheden indvarsles naturligvis i Langgaards symbolske univers af Marmorkirkens klokker.
|
||