Aspekter & Nedslag


Protest og absurditet - et eksempel

Værkerne symfoni nr. 11 (1944-45), symfoni nr.12 (1946) og Fri Klaversonate (1945-46) betegner indgangen til den fjerde fase i Langgaards kompositoriske værk. Her tilføjes musikken en fanden-i-voldskhed, en absurditet og et element af protest imod samtiden, den romantiske tradition - og komponistens situation.

Symfoni nr. 12 kan tages som eksempel:

  • Symfonien er i én sats og varer omkring 7 minutter. Den begynder som et stort anlagt senromantisk orkestersats, der går over i en række korte afsnit. Slutningen kommer som lyn fra en klar himmel og uden 'afrunding' af satsen. Det er en komposition, der i høj grad sætter spørgsmålstegn ved sig selv som 'kunst' og 'symfoni'. Langgaard håndhæver traditionen, men sætter den samtidig på prøve.

  • Komponistens ambivalens i forhold til genren og tonesproget kommer også frem i satsens karakterbetegnelse, "Rasende", og i titel og forord. Titlen er Helsingeborg. I forordet skriver Langgaard, at det refererer til den "dejlige by" Helsingborg, men også til "Helsinge" - angiveligt et svensk udtryk for Helvede, hvor dødsgudinden Hel bor og dovenlars'erne får raketter i enden! Denne absurde dobbelthed er typisk for Langgaards sene periode.


  • Dobbeltheden omfatter også et personligt perspektiv. Langgaard skriver til sidst i partituret, at symfonien er hans symfoni nr. 1 "komponeret igen i koncentreret form". Den består af fem afsnit, der i tonalitet og 'stemning' modsvarer de fem satser i den timelange symfoni nr. 1, uden at der dog citeres direkte.
    Men hvor symfoni nr. 1 slutter med en sats med titlen Livsmod, så befinder Langgaard sig i 1946 i en situation, hvor denne optimisme ikke ligefrem er aktuel, og den pludselige afslutning med betegnelsen "Amok! En Komponist exploderer" er udtryk for desperation og magtesløshed. Kompositionen får dermed også et 'selvbiografisk' indhold.

TILBAGE INDEX TIL TOP