En personlig vurdering...

Organist Flemming Friis skriver om orgeldramaet MESSIS
set ud fra musikerens synsvinkel.

Med en spilletid på omkring to timer er Messis, Orgeldrama i tre Aftener, ikke blot et af Langgaards længste værker, det er nok også et af verdens-orgellitteraturens længste værker.

Messis er præget af den for Langgaard så typiske tvivl: Endeløse omrokeringer, skiften satstitler ud og stregen takter over ses værket igennem. (Det er i Tredje Aften at Langgaard (sikkert helt impulsivt) slår en rød streg hen over et par sider - fortryder og derefter skriver: "Den røde streg er ugyldig". (Ordet "ugyldig har Langgaard ovenikøbet stavet forkert: "uggyldig", hvorefter det ene g er streget over - så hurtigt er det gået!)). Værket blev da også modtaget negativt af indtil flere musikanmeldere, der morede sig ved at latterliggøre både form og indhold med de mest smagsløse og usaglige vendinger.

Langgaards usikkerhed over for musikken viser sig også i det faktum, at da han i 1947 skulle uropføre Tredje Aften, der har undertitlen Begravet i Helvede, ved en radiotransmission fra Ribe Domkirke, fortrød han få dage inden transmissionen, komponerede i al hast et helt nyt værk In tenebras exteriores med de samme satstitler, og dette værk blev så spillet i stedet for, uden at Langgaard meddelte nogen noget som helst!

Sammenholder man de to værker, kan man kun undre sig: In tenebras exteriores er et langt svagere stykke end Begravet i Helvede.

Et værk i verdensklassen
På trods af alle disse nævnte besynderligheder er Messis et værk, der via sit intense udtryk og forunderligt insisterende religiøse liv, hører til i verdensklassen.

Jeg blev selv først fuldstændig overbevist om dette, da jeg for første gang, på en enkelt aften, opførte værket i sin helhed, efter flere gange at have opført de enkelte Aftener hver for sig.

Det 'normale' - hvis man ellers kan tale om en normalpraksis vedr. opførelser af Messis - har været, at organisten spillede Første Aften ved een koncert, og Anden og Tredje Aften ved en efterfølgende nogle dage senere. Men sådan skal Messis ikke spilles. Hele værket skal høres med små pauser mellem de tre Aftener, på samme måde som man opfører hele Mahlers 8. Symfoni ved een koncert - og ikke ved to!

Det har Langgaard altså alligevel opnået, trods sin alt for tydelige tvivl omkring Messis: Værket er en helhed og det er et stærkt udtryk for Langgaards religiøse univers.

Langgaards egen orgelstil minder i skrivemåde slet ikke om disse komponisters. Heller ikke de mest typiske træk i disse komponisters registreringspraksis (valg blandt orglets mange forskellige klangregistre), har fundet vej til Langgaards orgelmanuskripter.

Tværtimod foreskriver Langgaard brug af de skingre overtoneregistre, mixturerne, når de franske romantiske komponister forlanger de smældende rørstemmer: Trompet, obo og klarinet. Ydermere klarer Langgaard mange af sine crescendo- og diminuendovirkninger ved at bruge det såkaldte 'generalcrescendo', som er en valse organisten betjener med højre fod. Rulles valsen ind mod spillebordet kobles gradvist flere og flere stemmer ind, og trækkes den udad opnås den modsatte effekt.

Langgaard ruller ikke blot med sin crescendovalse i små løft mellem akkorder, således at hver ny akkord bliver kraftigere - ganske som man kunne forestille sig det i et orkester - nej, han anvender valsen under spillet, hvilket gør at stemmerne 'sjasker' ind i musikken - anderledes kan det ikke være.

Når der spilles symfonisk orgelmusik på instrumenter der endnu ikke er forsynet med vore dages computere der næsten kan registrere af sig selv, er organisten nødt til at bede en eller to af sine gode venner være behjælpelig med at registrere, dvs. tage registre af og på, på nøje fastlagte steder der skrives ind i noderne.

Det er mit indtryk at brug af klanglig variation under spillet er blevet mere og mere fremherskende de sidste 15-20 år i takt med at hele det romantiske repertoire er blevet taget til nåde efter i mange år at have været betragtet som suspekt af langt de fleste organister. Den generelle smag har blandt kirkemusikere været noget puritansk præget det meste af dette århundrede.

Man kan i dag ikke slippe afsted med at slå en registrering op og så spille en hel symfonisats af Vierne eller Widor uden nævneværdige klanglige ændringer. Det kunne man nok bedre på Langgaards tid, da han uropførte Messis midt i 30'erne. Han skriver i hvert fald om registrering i Første Aften: "Messis skal gennemgående ikke spilles langsomt, og kun med generalcrescendo og en fast Registrering. (En speciel 'Mørkeregistrering' skal ordnes)".

Ud fra denne anvisning kan man forestille sig at Langgaard har slået en pianoregistrering op og derefter har klaret de fleste dynamiske ændringer ved hjælp af valsen.

Når man ser i Langgaards manuskripter, som han jo selv har spillet efter og har skrevet registreringsanvisninger ind i, er det tydeligt, at der ikke har stået en eller to personer som har arbejdet på højtryk for at skabe et orkester ud af orglet. Men den går ikke i dag. De yngre organister har fået smag for en forfinet registreringspraksis: Konstant variation er løsnet, men selvfølgelig i absolut pagt med musikkens karakter. Man ændrer ikke klangen bare for at ændre, man ændrer klangen fordi musikkens karakter og espressivitet forlanger det. Og de fleste ændringer skal være knapt mærkbare: Et enkelt register af eller på der udtynder eller fyldiggør klangen er som oftest nok.

Ved store dynamiske stigninger skal måske op til 15 registre trækkes lidt efter lidt: Det skal igen ske gradvist så musikken ikke forstyrres af registre som kommer utidigt ind over akkorderne, sådan som det sker ved brug af crescendovalsen.

Og sådan skal vi spille Langgaards orgelmusik. Så orkestralt som overhovedet muligt. Jo flere klangligt subtile nuancer der bydes på, des bedre er det - blot at 'instrumentationen' er i pagt med musikkens væsen.

Et hestearbejde
Og så er det iøvrigt et hestearbejde at indstudere Messis. Også selvom Langgaards renskrifter af Messis hører til de pænere fra hans hånd. Men får man først hul på arbejdet, så viser musikken sig at have så åbenlyse kvaliteter at man gerne tilgiver Langgaard hans sjuskede renskrifter og nærmest tager det som en ekstra oplevelse at spille direkte fra en kopi af komponistens original.

Orgelmusikken vil altid være en niche i det klassiske musikområde. I popularitet vil den aldrig nå orkester- eller klavermusikken til anklerne.

Men blandt orgelmusikentusiaster verden over vil Messis snart komme til at indtage en synlig plads. Vi mangler bare en nodeudgivelse samt en pladeindspilning af Messis, men mon ikke også dette blot er et spørgsmål om tid.

Flemming Friis

Artiken er skrevet til denne website i januar 1997.

TILBAGE INDEX TIL TOP