Skønhed og Undergang

Man kan nå frem til en sammenfattende fortolkning af komponistens skaben, hvis man som udgangspunkt betragter hele hans vidt forgrenede produktion under et, som en enhed. Det kan man, hvis man accepterer, at det er på idéplanet, fællesnævnerne for Langgaards musik skal findes og ikke på det musikalske plan.

Der er to dominerende gennemgående temaer på hvert sit idémæssige niveau, som gennemtrænger hele Langgaards skaben. Den ene er, at Langgaards musik i bund og grund handler om musik, det er Musik Om Musik. Det andet tema kan man kalde SKØNHED OG UNDERGANG.

Al Langgaards musik kan siges at udspille sig inden for et dualistisk spændingsfelt mellem en 'destruktiv' og en 'konstruktiv' pol, mellem 'Skønhed' og 'Undergang', Lyset og Mørket, Krist og Antikrist. Man kan ligefrem indplacere Langgaards værker på en 'skala' fra det mest undergangsbeskrivende til det mest skønhedssøgende.
Klik på nogle af titlerne på illustrationen nedenfor og hør, hvad det musikalsk drejer sig om.

Skønhed og undergang. Lyset og mørket.
Det konstruktive og det destruktive princip i Langgaards musik.

Nogle værker 'dyrker' således éntydigt skønheden - den ophøjede, paradisiske (utopiske) harmoni, som kun romantisk musik (ifølge Langgaard) kan udtrykke - mens andre beskæftiger sig med 'undergang' på mangfoldige måder: verdens undergang, kulturens forfald, de romantiske idealers druknen i det 20. århundredes heksekedel - og sågar komponistens undergang.

I flere værker udtrykkes den polære idé gennem 'sammenstød' mellem to forskellige udtryk, der uformidlet sættes op over for hinanden, f.eks. i den centrale sats Høstens Tid, af orgelværket Messis (musikeksemplerne i den grafiske fremstilling ovenfor illustrerer både 'undergangs'- og 'skønheds'-regionen). Andre lignende værker er forspillet til operaen Antikrist og korværket Fra Dybet. Denne måde at fremstille tingene på kan forekomme naiv, men den er i dyb overensstemmelse men komponistens religiøse livs- og musiksyn.

Knapt så naivt, men meget karakteristisk, er det, at flere væsentlige værker befinder sig i et midterområde, hvor skønhed og undergang på en diabolsk, mystisk facon er to sider af samme sag, og hvor undergangspræget er indbygget i selve den romantiske stemning. Det gælder særligt opearen Antikrist (Fortabelsen) og orgelværket Messis (Høstens Tid), selv om disse værker har udgangspunkt i hver sit princip, nemlig hhv. 'det destruktive' (Antikrist) og 'det konstruktive' (Kristus).

Bendt Viinholt Nielsen, 1996.

TILBAGE TIL LANGGAARD I MUSIKHISTORISK BELYSNING