En biografisk multimediemosaik...

Rued Langgaard blev født den 28. juli 1893 i København.

Forældrene var Siegfried Langgaard, pianist, komponist og musikfilosof, og pianistinden Emma Langgaard.

Det var kunsten med stort K, der blev dyrket i barndomshjemmet, som også var gennemtrængt af en dybtfølt religiøsitet. Forældrene følte sig som aristokrater i kunstens rige, og de så med skepsis på udviklingen i musiklivet.

Rued - der egentlig hed Rud, men ændrede stavemåden 1932 viste sig at være usædvanlig musikalsk begavet. Med det talent, han var betroet, fandt forældrene, at deres barn var intet mindre end 'en Guds gave til menneskeheden'. Rued blev derfor opdraget til en gerning i den 'sande' kunsts tjeneste.

Det blev en isoleret barndom, hvor alt drejede sig om den unge Langgaards kunstneriske udvikling. Han kom ikke i skole, men blev undervist hjemme af privatlærere, og den musikalske uddannelse blev styret med fast hånd af forældrene.

Kun om sommeren, når familien Langgaard ferierede i det idyliske fiskerleje Arild på Kullen (Sverige), fik Rued lejlighed til at være barn og være sammen med jævnaldrende. Her var et fristed, hvor han havde god mulighed for at tegne og male, og på dette felt var han - ligesom når det gjaldt musik et udpræget naturtalent.

I marts 1905 optrådte den 11-årige Rued Langgaard for første gang offentligt som orgelspiller, og kort efter afholdt han en selvstændig koncert i Marmorkirken i København. Det var ikke mindst hans forbløffende improvisationsevner, der gjorde indtryk. Blandt tilhørerne var Edvard Grieg, som i begejstring straks skrev et brev til moderen.

Rued Langggaard debuterede officielt som komponist i marts 1908, en måned før han blev konfirmeret, med et stort værk, Musae triumphantes. Den forlegne unge komponist blev hyldet af publikum, men pressen betegnede værket som umodent og holdningsløst.

Langgaard ville vise, hvad han duede til, og tre år efter var den da 17-årige komponist klar med sin gigantiske første symfoni. Hverken i København eller Stockholm mente man sig imidlertid i stand til at opføre den. Værket er usædvanlig krævende, men bag afvisningen aner man musiklivets manglende vilje til at bakke den unge himmelstormer.

I årene 1908-13 var Rued Langgaard hver vinter i Berlin sammen med sine forældre. Her hørte de masser af musik og Rued studerede alle de partiturer, han kunne få fat i. Og i Berlin fandt han interesse for sin symfoni.

Det førte til, at Langgaards forældre og pårørende købte sig til en ren Langgaard-koncert med Berlinerfilharmonikerne og dirigenten Max Fiedler i 1913, da komponisten var 19.

Den betydelige succes, Langgaard opnåede i Berlin, blev dog ikke startskuddet til en karriere på dansk grund. Uropførelsen af symfoni nr. 2 Vaarbrud i København året efter førte således ikke til et gennembrud for komponisten. Kritikerne var særdeles skeptiske.

I 1914 debuterede Rued Langgaard som dirigent i København. I de følgende år dirigerede han en del, dog udelukkende egne værker. Skal man tro samtidens dom var Langgaard ikke et åbenlyst dirigenttalent.

I årene 1914-18 flød store og små værker fra Langgaards hånd i ét væk. Midt i perioden findes en af de markante skillelinjer i Langgaards produktion. De tidlige værkers optimisme afløses nu af et mere personligt, melankolsk og dissonerende tonesprog. Samtidig begynder Langgaard at eksperimentere med værkernes form. Det værk, der indleder denne nye fase i Langgaards musik, er symfoni nr. 4 Løvfald (1916) - en énsatset symfonisk "efterårsdagbog".

Naturens, maskinernes og 'rummet's lyde bringes ind i værkerne. Det sker i miniatureformat i Insektarium, en serie små afforistiske klaverstykker der hver skildrer et insekt, og i strygekvartet nr. 2, der rummer en 'futuristisk' gengivelse af et lokomotiv i et rabiat, Bartók-præget tonesprog.

I nogle af de fantasifulde og eksperimenterende værker fra disse år var Langgaard forud for sin tid. Det gælder ikke mindst Sfærernes Musik, det mest visionære værk fra Langgards hånd. Det blev opført i Tyskland i 1921 og 1922, men herefter glemt eller negligeret, indtil det i 1968 blev genopført og blev omdrejningspunkt i den fornyede interesse for Langgaard.

Da Langgaard forsøgte at slå igennem som symfoniker var der yderst ringe opførelsesmuligheder for orkestermusik i Danmark. Langgaard arrangerede derfor selv en koncert i 1917, hvor bl.a. hans nye 4. symfoni blev præsenteret. Koncerten blev en publikumsmæssig succes, mens anmelderne - som sædvanlig - var forbeholdne.

De meget få og spredte opførelser gav ikke publikum mulighed for at følge komponistens ekspansive kunstneriske udvikling. Og flere af de betydningsfulde værker, Langgaard skrev i ungdomsårene, blev ikke opført i København eller fik en dårlig modtagelse.

Langgaard var en enspænder, hvis oprindelige evner man nok anerkendte. Men kritikken stemplede ham snart som et vidunderbarn, der ikke var blevet skolet strengt nok og ikke kunne tøjle sit talent.

Rued Langgaard var på sin side ikke god til at "sælge sig selv". Han var sky og kom aldrig ind i et kunstnerisk miljø, der kunne skabe modvægt til den indelukkede selvbevidste atmosfære, der omgav forældrene og deres kreds. Langgaard fik ingen stærke fortalere i musiklivet og kun en lille gruppe af musikere støttede ham.

En anden ting er, at der i disse afgørende år for Langgaard blev sat en ny standard for den progressive tonekunst i Danmark. Carl Nielsen begyndte nemlig for alvor at sætte den æstetiske dagsorden, mens oppositionen til Nielsen, som Langgaardfamilien tilhørte, tabte terræn.

Og så må der endelig have været noget i den genialske, indesluttede ynglings udstråling, som gjorde omverdenen utryg. Langgaard begyndte i 1910erne at se sig om efter embede som kirkeorganist i København, men trods sit legendariske orgelspil lykkedes det ham kun at få et par assistentstillinger af kortere varighed.

Årene 1919-24 er den 'modernistiske' fase i Rued Langgaards produktion. I disse år komponerede han en håndfuld kontrastfyldte værker, der søger udtryk for eksistentielle, religiøse vilkår og apokalyptiske emner. Det er værker som symfoni nr. 6, violinsonate nr. 2 og klaverværket Afgrundsmusik. I centrum står operaen Antikrist

Samtidig er det en periode, hvor Langgaards musik synes at have fremgang. I begyndelsen af 1920'erne blev flere af hans orkesterværker - bl.a. symfoni nr. 2 og 4 samt Sfærernes Musik - opført i Tyskland og Østrig. Og i ny-musikkredse i København så det en overgang også ud til, at Langgaard var blandt de unge komponister, man regnede med.

Et af hans betydeligste værker, symfoni nr. 6 (der senere fik titlen Det Himmelrivende), blev uropført i Karlsruhe i 1923 med komponisten som dirigent. Værket blev modtaget med begejstring, mens den danske førsteopførelse nogle måneder senere må betegnes som en skandale.

Langgaard opfattede selv symfonien som et værk, der pegede ind i fremtiden, hvor en ny æra for musikken måtte opstå, hvis ikke alting skulle blive meningsløst. Det var Langgaards drøm, at musikken og kunsten kunne indgå i samfundslivet og kulturen på en altafgørende meningsfuld måde. Omkring 1923 formulerede han sine tanker herom i et skrift med titlen Fremtidens Frelser og Jesu musikalske Selskab. Heri forsøger han at tænke sig frem til den musik, fremtiden har brug for og kalder den "Alle Tings Musik".

Omkring årsskiftet 1924/25 foretog Rued Langgaard en usædvanlig stilistisk og mental 'kovending'. Hans musik kom aldrig siden til at lyde som før dette vendepunkt, der deler hele hans virke i to.

Efter en eksplosiv udvikling fra senromantik til det punkt, hvor han stod som en af tidens mest rabiate danske modernister, begyndte Langgaard pludselig at komponere idyllisk romantisk musik, som kunne være skrevet i årtierne før hans fødsel.

Langgaard kunne øjensynlig ikke længere magte idéen om, at kunsten skulle give udtryk for eksistentielle problemer.

Han talte nu for en 'upersonlig', klassisk ren musik, ukompliceret og med et enkelt budskab. Det var for ham ensbetydende med romantisk musik med skønhed, erindring og nostalgi som omdrejningspunkter.

Skiftet er brat, og selv om Langgaard udvikler sig fra dette 'nulpunkt', går der 20 år før rammerne sprænges.

Men Rued Langgaard var ikke den eneste, der i tyveres turbulens søgte et objektivt kunstnerisk fundament, en sandhed uden for det personlige. Det var en tendens i tiden, som berørte både Stravinsky og Carl Nielsen. Blot reagerede Langgaard ude af trit med de fleste ved at rette sig mod romantikken i stedet for mod neoklassik eller "nysaglighed".

I Langgaards tilfælde var det dog ikke kun en 'tidstypisk' reaktion. Baggrunden var en stribe af kunstneriske nederlag og senest afvisningen af hans opera. For en ambitiøs kunstner som Langgaard var tvivl om eget værd og kunstnerisk selvransagelse uundgåelig. At forholdene berørte ham på et dybt personlige plan afspejles interessant nok i komponistens håndskrift.

Det var dog ikke kun i musikken, Langgaard søgte tilbage til rødderne. I 1927 flyttede han, kort efter at han var blevet gift med Constance Tetens, til et hus hans bedstefar engang havde ladet opføre langt ude på markerne ved Høje Tåstrup. Året efter flyttede parret dog tilbage til Langgaards barndomskvarter i København. Og sommeropholdene blev forlagt til steder, han havde besøgt med sine forældre som barn.

I disse år virkede Langgaard midlertidigt som orgainst ved Christiansborg Slotskirke. Han søgte fortsat embede, nu også i provinsen - men uden held. Og da stillingen ved Christiansborg Slotskirke i 1931 blev slået op, blev den stillet ham i udsigt - men han fik den ikke.

Rued Langgaard vendte nu sin vrede udad - mod Carl Nielsen og alt, hvad han stod for, og mod musiklivet. Langgaards liv fik en ulykkelig dimension og karakter af en lang og udmattende kamp for at blive accepteret som kunstner og ener. En kamp, der fyldte mere og mere i hans bevidsthed og var med til at slå ham ud af kurs, kunstnerisk og mentalt.

I nogle år omkring 1930 bidrog Langgaard på forskellig vis til tidens intense kultur- og musikdebat. I 1927 oprettede han således "De kedeliges Musikforening" som værn mod tidens kulturelle dårligdom. Den levede kun kort.

Langgaard skrev også artikler og læserbreve, hvori hans idealistiske, religiøse musiksyn kom til udtryk. Kun få ting blev dog trykt, bl.a. et indlæg imod Thomas Laubs omsiggribende kirkemusikreform. Langgaard var arbejdsløs som organist og havde ikke mulighed for at omsætte sine synspunkter i kirkemusikalsk praksis. Personlige og kunstneriske grunde fik ham til at videreføre kampen for et organistembede. Økonomien var ikke det afgørende for ham.

I 1930'erne gik Langgaard næsten i stå med at komponere nye værker og beskæftigede sig i stedet med at revidere og omarbejde tidligere kompositioner. Og han læste og læste for at få bekræftet sin kulturpessimisme og fyldte løse papirlapper, notesbøger og blokke med citater og - indimellem meget personlige - optegnelser.

Musiklivet ignorerede ham stort set, og den situation blev ikke forbedret af, at han i avisinterviews fremstillede sig selv som en martyr, der var forfulgt og forrådt af tiden og musikinstitutionerne. Kun Danmarks Radio (dengang Statsradiofonien) følte en vis forpligtelse over for Langgaard.

Midt i dette 'tragiske årti' i Langgaards liv, hvor både ydre og indre problemer tilspidses, lykkedes det Langgaard at skabe det mægtige orgelværk Messis (Høstens Tid), der står som et betydeligt og centralt monument i hans virke.

Langgaards vedholdne lobbyarbejde var en af de ting, der banede vejen for at han endelig - 47 år gammel - blandt 48 ansøgere fik jobbet som domorganist og kantor ved Ribe Domkirke i 1940, kort efter den tyske besættelse af landet.

Ribe er langt væk fra København, så Langgaards ansættelse her fik uvægerlig karakter af 'forvisning' af en person, der var uønsket i hovedstaden. Men for Langgaard var det vigtigste følelsen af, at der var brug for ham. I mere end 15-20 år havde hans højeste ønske været et beskedent organistjob, så det er ikke underligt, at hans mentale tilstand der i 30rne havde nærmet sig det kritiske, straks blev bedre ved ankomsten til Ribe.

Den stabile musikervirksomhed og roen i den historiske by stimulerede kreativiteten, og efter 14 år tog Langgaard i 1942 igen symfonigenren op i sin symfoni nr. 9 Fra Dronning Dagmars By.

Men Langgaard kom aldrig på bølgelængde med provinsbyens mentalitet, og de fleste af Ribes borgere stod uforstående over for den aparte kunstner. Børnene drillede ham, og han rodede sig ind i et utal af småkonflikter med præster, menighedsråd og organistkolleger. Blev han tirret, kunne han optræde provokerende, hidsigt og fanden-i-voldsk. Meget få lærte hans mere gemytlige sider at kende.

Langgaard følte sig ensom som kunstner i Ribe, men fandt støtte i Constance, som også hjalp med renskrivningen af partiturer og i øvrigt tog sig af alle praktiske ting

I modsætning til, hvad man kunne tro, var Langgaard ikke gået i stå som kunstner. En ny fase i hans produktion indledtes med den inspirerede symfoni nr. 10 Hin Torden-Bolig fra 1944-45, som var den sidste af de 16 symfonier, han nåede at høre.

Med symfoni nr. 11 og 12 og Fri Klaversonate føjer der sig mærkelige 'selvbiografiske', bizarre og absurde træk til den pasticheprægede romantiske stil, Langgaard længe havde dyrket. En vanskeligt gennemskuelig - ofte 'privat' - symbolik trænger ind i tonesproget.

En del af Langgaards senere værker kan opfattes som protester imod komponistens situation og som kommentarer til samtiden - og den musikalske tradition. Det gælder eksempelvis den ultrakorte symfoni nr. 11 Ixion, skrevet for orkester med fire ekstra tubaer.

Den nye tendens var en konsekvens af Langgaards isolerede situation som komponist. Det var jo meningsløst at vedblive at skabe musik for at lyse op og åbne ind til tilværelsens åndelige dimension, når ingen mente at have brug for det. Langgaards senere kontrastfyldte og forrevne værker udtrykker dilemmaet mellem overbevisningen om at komponisten bringer livsvigtige kunstneriske/religiøse budskaber - og konstateringen af, at omverdenen er inderligt ligeglad.

Men Langgaard blev ved. Perioden fra maj 1947 til september 1949 var hans mest produktive nogensinde. Hans værkliste forøgedes i dette tidsrum med henved 60 numre, bl.a. symfoni nr. 13 Undertro, nr. 14 Morgenen og nr. 15 Søstormen og et mærkeligt klaverværk som Le Béguinage - og korværket Carl Nielsen, vor store Komponist.

Langgaards sidste år var præget af resignation og fysisk svækkelse. Efter oktober 1949 komponerede han kun mindre værker med undtagelse af symfoni nr. 16 Syndflod af Sol. Symfonien blev tilegnet Radiosymfoniorkestret som tak for, hvad orkestret havde gjort for komponisten, men blev først uropført i 1966.

I 1951 blev Langgaard udnævt til æresprofessor ved et musikinstitut i Lausanne, Schweiz. Langgaard var stolt over titlen og viftede med den til højre og venstre, men reelt var den af højst tvivlsom karat og ikke nær så fin som det diplom, han fik tilsendt.

Men den livslange kamp havde sat sine spor, og i januar 1951 fik Langgaard et 'slagtilfælde', der gav ham det afgørende helbredsmæssige knæk. Han forsøgte viljestærkt at passe sit organistjob, men kunne til sidst ikke gennnemføre en hel gudstjeneste. Kort før sin 59 års fødselsdag i juli 1952 døde Rued Langgaard og blev begravet på Holmens kirkegård i København.

Bendt Viinholt Nielsen, 1996.

TILBAGE INDEX TIL TOP